Logo sommerfugl

lørdag den 22. november 2014

Piet Hein: En slags alvidenhed

Piet Hein: At vide hvad man ikke véd er dog en slags alvidenhed.

At vide
hvad man
ikke véd
er dog
en slags
alvidenhed.

Knowing what
thou knowest
not
is in a sense
omni-
science.


Piet Hein: Knowing what thou knowest not is in a sense omniscience.


Kl. 23.58

Temaer: , ,

4 comments:

Peter sagde ...

Hej
Er meget facineret af Piet Hein's gruk,- dem jeg tilfældigvis er stødt på. Betragter dem lidt som koncentreret visdom, som han har brugt uendelig meget mental energi på at koge ned til et så kort,- og smukt format, at de bliver nærmest umulige ikke at forholde sig til for almindelige gennemsnitlige hængerøve som undertegnede:-)
Tænker meget over, hvad der vist er et citat, og ikke et gruk af ham: "Coexistens Or No Existens".
Tolerancens nødvendighed i vores tidsalder! Mener selv at man skal være meget dum, bange eller det der er værre for ikke lige at stoppe op!
I dr 2 programserie "store danskere" handlede et program om ham. Og folk der havde kendt ham fortalte om ham på godt og ondt.
Fik det klare indtryk at det var et stort tema i hans liv at kommunikere ting og sager ud til folk der "bare ikke vil forstå".
Synes især det var interessant at han jo rummede den dualitet at have givet så meget til sin omverden, samtidig med han i nogle (sociale) situationer var dybt dysfunktionel.
Men det viser jo bare at han var en sand ILD-sjæl;-)
Mvh Peter

6. december 2014 kl. 12.04
tosommerfugle sagde ...

Kloge ord bliver netop forbedret gennem at gøre dem kortere og enklere. Det gjorde Piet Hein ret godt, i modsætning til de alt for mange som mener at det handler om at "imponere" med store ord og snirklet sprog.

Jeg kender det selv, hvis jeg bestemmer mig for at gennemarbejde en tekst grundigt. Den bliver kortere, og lettere at læse, uden derfor at tabe betydning. Men tiden pr. ord kan blive lang, som når du fremhæver hvordan Piet Hein må have brugt masser af mental energi på hans gruk - som ofte får karakter af ordsprog og/eller leveregler.

"Coexistence or no existence" har samme karakter, med det letforståelige, og en fængende ordleg. Selv om det ser ud til at Piet Hein har udbredt dette "meme", ser jeg det også tilskrevet filosoffen Bertrand Russell. Måske Piet Hein tog et citat herfra, på samme måde som han også bruge Shakespeare-citater.

En sjov observation, som også "rammer" Piet Hein, er at det at være god til at formulere leveregler og inspirerende pointer, ikke nødvendigvis er forenet med evnen til at udleve disse i virkelighedens verden. Skridtet fra de gyldne ord til at overvinde andre impulser og tilbøjeligheder fra selvets dybder, kan være langt og ubekvemt.

På det jordnære plan ses det samme også når mennesker måske godt ved at de hverken får nydelse eller efterfølgende velbehag ud af at guffe en masse slik og snacks, men derfor alligevel lader hånden køre frem og tilbage til der er tomt.

Jeg er altså overbevist om at Piet Hein udmærket godt vidste at det han gjorde i forhold til andre mennesker ikke kunne leve op til de høje idealer som han formulerede for andre end lige sig selv.

En ild-sjæl beskytter måske sig selv ved at rette ilden ud i verden. Piet Hein var stærk nok til at forbrænde andre mennesker - og vel også sig selv hvis han havde et ildfast spejl.

Piet Hein hyldede tolerancen, og var på en måde meget intolerant. For sindet gælder ordsproget "modsætninger mødes og sød musik opstår" også - hvis mennesket har den råstyrke som kræves for at rumme kraftfulde modsætninger uden at eksplodere.

Bang! :-)

6. december 2014 kl. 20.27
Peter sagde ...

-Så også Bertrand Russell tilskrevet "Coexistens or no existens. Nævner det fordi jeg med mine mildt sagt ringe kildekritiske evner/dovenskab:-( synes jeg skylder en forklaring på hvorfor jeg stadig "tror" faderskabet tilfalder Piet Hein. Jeg læner mig kraftigt, og ganske enkelt;-) op ad Tor Nørretranders (ham med Mærk Verden) klippefaste udsagn fra dr2 programmet om at det var Piet Heins værk!
Problemet er bare at min (dårlige!)hukommelse kan spille mig et puds. Men i lidt samme forbindelse synes jeg bare det er pudsigt at netop Tor Nørretranders hyldede Piet H. Og igen en understregning af det ordsprog du nævner: Modsætninger mødes... Hvor Piet Hein var en mester i at koge det utilgængelige og komplicerede stof ned på skrift så alle kan være med. Synes jeg Tor Nørretranders gør lidt det samme,- bare mundtligt. Egentlig KUN mundtligt. Har faktisk "Mærk Verden" stående på hylden,- til pynt. Købte den engang fordi jeg jo oplevede ham som en fantastisk formidler af kompliceret stof når han talte på tv. Tænkte derfor at Mærk Verden måtte være bogverdenens svar på CandyFloss!!?
Det viste sig at jeg tog fejl,-big time! Nåede kun ca. 100 sider. Husker dog noget med en indføring i at ALT information kan omregnes til bits og bytes. En viden jeg stadig finder interessant. Men tænker bare lidt at hvis Piet Hein havde levet og kunne læse Tors bog, havde han måske skrevet et gruk der fik alle til at se det smukke og vedkommende ved informationsteknologi,- i stedet for at æde dum candyfloss og få fedt på hjernen,- hvilket jo desværre også kunne være forklaringen på at jeg ikke selv fatter Tors bog- æv!

7. december 2014 kl. 00.05
tosommerfugle sagde ...

The only alternative to coexistence is codestruction. har Jawaharlal Nehru (den første indiske premierminister) sagt. Nødvendigheden af sameksistens er så central for begrebet civilisation at jeg tror at mange tænksomme mennesker har udtrykt denne præmis på forskellige måder. Kildemæssigt kan "Coexistence or no existence" både henføres til Piet Hein og Bertrand Russell, fra nogenlunde samme periode. Om den ene har inspireret den anden, eller om begge har fanget den rimede aforisme uafhængigt er svært at sige, men memet er godt i tråd med tankerækkerne hos begge tænkere. Det er næppe nødvendigt med nogen faderskabssag her :-)

Tor Nørretranders har med sindsro kunnet henvise til Piet Hein (også ud over aforismen), uden derfor at hævde at han var den eneste/første, som bragte udtrykket til verden.

Mærk Verden har jeg da læst engang, og kom igennem den uden at gå kold. Men jeg kan godt huske at den nogle gange kører lidt dybt rundt i nogle informationsteoretiske cirkler, hvor det egentlig ikke er nødvendigt at følge argumentets dybereliggende detaljer, for at få udbytte af den lidt bredere pointe. Bogen egner sig glimrende til at lade øjnene glide hastigt videre, og smage på næste paragraf. Så det kan jeg anbefale.

En central pointe er at det "jeg" som vores ordrige bevidsthed danner, kun er en lille del af vores store hjernekapacitet. Det vigtige er ikke informationsteknologi (hverken i computere eller hjerne), men den erkendelse at bevidstheden slet ikke har kapacitet til at styre hvordan det enkelte menneske reagerer og tænker. Bevidstheden er med sine ord alt for ofte nødt til at efterrationalisere, eller prøve at få det til at lyde som om bevidstheden har styr over jeg'et.

Måske bliver de mere tørre afsnit mere fordøjelige ved en senere læsning. Det er egentlig kun skønlitteratur der lægger op til at læse forfra, uden at springe. Og selv her kan yderlige læsninger give meget ekstra udbytte, når det er en ikke-banal bog af en god forfatter.

Andre gange fungerer det godt at "nøjes" med at græsse de dele af bogen som kan bruges til noget, og lade være med at få dårlig samvittighed over alt det candyfloss og fedt der bliver til overs, uden at tynge hjernen :-)

Det er jo ikke en opgave til eksamen. Det er livet heller ikke!

Når du kommer igennem "Mærk verden", kunne "Gödel, Escher, Bach – Et evigt gyldent bånd" af Douglas Hofstadter være en mulighed. Men der kan jeg roligt advare om at dens informationsteoretiske forelæsninger er så omfattende at "Mærk verden" næsten er en pixie-bog ved siden af :-) Men også her er det ikke nødvendigt at grave sig ned i det abstrakte og matematiske for at få udbytte. Det er ikke snyd at springe noget over, selv om det kunne være interessant, og give udbytte.

Det gælder forresten også for så meget andet i livet....

7. december 2014 kl. 18.58

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)
Logo sommerfugl