Logo sommerfugl

torsdag den 20. februar 2014

Dødshjælp er for de velbjergede og veluddannede?

En gruppe forskere i Schweiz har undersøgt 1301 sager, fra 2003 til 2008, hvor schweizere fik hjælp til at dø gennem humanitære hjælpeorganisationer som Dignitas. Baseret på samkøring med data fra nationale statistikker, fordelte de disse "assisterede selvmord" på forskellige demografiske grupper. Det kan bruges til at belyse om der er særligt udsatte grupper, som hyppigere benytter sig af muligheden for at afkorte livet lidt.

Et dødsleje hos Dignitas

Debatten omkring aktiv dødshjælp forurenes ofte af påstande om at det er noget som "går ud over" de svage, som "får lov til at dø", i stedet for at få en "bedre hjælp", hvad det så end måtte være. Det fremgår klart at dette ikke er tilfældet i Schweiz, tværtimod var der forholdsvis flere med mellemlang eller videregående uddannelse, og de boede i byområder med højere socioøkonomisk placering. Det var altså de ressource-stærke, som ikke blot ville affinde sig med deres "skæbne". Slet ingen tegn på en glidebane her.

Tallene var logisk nok lavere blandt dem som var tilknyttet den protestantiske eller katolske kirke, da disse regner det for en stor synd, og ikke nogen acceptabel udvej. Tilsvarende var der færre som tog "nødudgangen" hvis de var gift, eller havde børn uden selv at være blandt de ældre. Det er vel logisk at dem som kun har sig selv, har nemmere ved at sige livet farvel, også uden at være isolerede eller ensomme. Kvinderne var i overtal, i forholdet 4 til 3, men det kunne hænge sammen med at sygdomme som kræft er mest almindelige blandt ældre, hvor kvinder jo lever længere.

Dødbringende dosis Pentobarbital hos Dignitas

Som forventeligt var kræft den mest almindelige årsag, 46,5% af de sager hvor den bagvedliggende dødsårsag var på dødsattesten. Nervesygdomme stod for 20,6%, og i omkring 25% af sagerne var det ikke nogen enkeltstående dødelig diagnose, men snarere en kombination af dårligdomme. Blandt de ældre (862) var kredsløbssygdomme på listen med 15%.

Hvorfor må de svage ikke få lige adgang til god hjælp?




søndag den 16. februar 2014

Intet menneske er en ø? Jo

Et gammel bevinget ord lyder "Intet menneske er en ø". Citatet kommer fra den engelske satiriske digter og præst John Donne, der i 1624 skrev bogen Devotions upon Emergent Occasions, hvor et digt fra Meditation XVII i moderniseret sprog lyder:

No man is an island, entire of itself; every man is a piece of the continent, a part of the main; if a clod be washed away by the sea, Europe is the less, as well as if a promontory were, as well as if a manor of thy friends or of thine own were; any man's death diminishes me, because I am involved in mankind; and therefore never send to know for whom the bell tolls; it tolls for thee.
Intet menneske er en ø; en verden for sig. Ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele. Om en lerklump skylles bort af havet eller et forbjerg, eller din vens hus eller dit eget. Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra dig, thi du er eet med den ganske menneskehed. Så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig.

John Donne
På det umiddelbare niveau er der jo en god pointe i det indlysende budskab om at mennesket er et socialt væsen, hvor menneskeheden og vores kultur er opbygget omkring at store grupper af mennesker i samarbejde bidrager til en større helhed. Derfor er det vigtigt at huske at de andre mennesker også er vigtige.

Jeg må dog sige, at på trods af at budskabet kan udledes, er det med en ø kontra fastland en dårlig analogi, i det mindste set med nutidens individualistiske øjne. Når vi i meget høj grad bygger vores samfund på individets rettigheder og værdi i sig selv, betyder det netop at vi ikke blot er en klat af en stor sammenhængende masse. Ikke en skovfuld af det store fastland.


Tværtimod ser jeg en dybere forståelse i det omvendte, at ethvert menneske netop er, eller rettere har en ø. Et selvstændigt individ, der har en værdighed uden at være underlagt flokkens vilje. Det ændrer ikke på at vi i et samfund er dybt afhængige af det store fællesskab, og at vi selv får mere igen ved at bidrage.

På det mere personlige plan er det endnu mere tydeligt at hvert enkelt menneske grundlæggende set er alene og måske ensom. Kun gennem at gøre noget for at være i kontakt med andre, kan vi få gensidig nytte af hvert menneskes individuelle styrker og færdigheder. Være fælles om en civilisation, der ikke blot er en myretue af uselvstændige væsener.

Ethvert menneske har sin ø, og i det store øhav må vi huske at være gode til at sejle. Måske mødes i lufthavet.



fredag den 14. februar 2014

Slut, Valentine

Slut, Valentine

Note to English-speaking readers: The word "slut" has an entirely different meaning in Danish, and part of the dark humor is in this "pun intended" reminder to bilingual readers.


tirsdag den 11. februar 2014

Lone Hertz vil have en pude over hovedet


Skuespillerinden Lone Hertz stillede i 2012 sammen med Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen op til samtalebogen "Det mangfoldige liv" (ved journalist Lotte Kirkeby Hansen). Bogen kommer langt omkring deres forhold til livet og vejen mod alderdommens svagheder og døden, måske lidt inspireret af at hun efterhånden var blevet 72 år. Når hun havde været voksen i mange år, faldt det måske naturligt at tænke tanker om hvordan livets afslutning kan komme til at forme sig.

Hendes meget klare grundholdning er at "hvert menneske har ansvaret for eget liv og kan vælge frit".
Selvmord er for mig løsningen. Eller selvmord ved den nære stedfortræder. Al anden form for dødshjælp tager jeg jeg afstand fra. Også lægernes skjulte dødshjælp, hvor man pumpes med en overdosis af morfin og bevidstløshed. Den metode er på det nærmeste uofficielt lovliggjort, paradoksalt nok.
Det med "den nære stedfortræder", som en måde at få hjælp til selvmord, er også helt bogstaveligt ment. Hun ønsker sig ikke et langt og måske stærkt belastende behandlings-forløb som livets sidste faser, men hellere en håndfast kærlig hjælper.
Hvis det gælder mig selv, og der ikke er noget alternativ, vil jeg bede mine børn om at lægge en pude over hovedet på mig. Det virker bedre og hurtigere end lægens overdosis af morfin. Ja, hellere det end både hospital og hospice.

Lone Hertz

Selv om det hun beskriver her er en lidt barsk form for aktiv dødshjælp, går hun paradoksalt nok ind for at hendes børn i givet fald skulle straffes for at hjælpe deres mor ud af livet. Ganske vist kun en betinget straf, men det kan alligevel gøre en forskel at være dømt kriminel, og have et drab stående på straffeattesten. Hun vil dog foretrække selv at kunne stå for det.
Hvis man vil dø, så finder de fleste en udvej. Sovepiller eller en plasticpose over hovedet, sværere er det ikke. Men man skal selvfølgelig have modet. Har man ikke det, så må¨man på den ene eller anden måde give sine nærmeste en fuldmagt til at lægge en pude over ansigtet.
Hvis det var lovligt at give familien en fuldmagt til at slukke ens liv med en pude over hovedet, ville det dog være mere rimeligt at acceptere muligheden for professionel hjælp, og mere egnede midler. Jeg kan håbe at hun har opdraget sine børn med en realistisk holdning til livet, som hende selv, men jeg tror nu alligevel at det kan være mere end bare svært at kvæle sin mor, også selv om det gøres som en kærlig hjælp.

Selv om jeg er meget enig i hendes fornuftige og livsbekræftende grundsynspunkter, vil jeg dog foreslå hende at tænke tingene igennem på den lidt mere praktiske plan, før hun eventuelt engang får behovet. Jeg håber selvfølgelig ikke at det bliver aktuelt, men hendes ord om at bruge sovepiller peger klart tilbage på dengang hun var ung, og datidens sovepiller virkelig var en god selvmordsmetode. Det er mange år siden, og nutidens sovepiller er også noget skidt når det gælder selvmord.

Tilsvarende tror jeg ikke at hun for alvor kan være imod en mere fagligt kvalificeret hjælper, så længe der slet ingen tvivl om at det er den døendes eget initiativ og afklarede ønske. Det passer godt sammen med at hun er stor tilhænger af, at man selv kan have indflydelse på sin død. Jeg ser dog ikke dette som gennemførligt når en hjælper derved ville gøre sig kriminel, da det ikke med rimelig sikkerhed kan holdes skjult at der måtte en fast hånd til at slukke livsgnisten.

Hvorfor skal domstole blandes ind i det at få en god død?

Lone Hertz
En graviditet tager sine ni måneder.
Det naturlige for mig er også at være
ni måneder om at nærme mig dødsriget.
Så kan man lade sit livs sol gå ned og
retirere ridende på de sidste stråler.



Logo sommerfugl