Logo sommerfugl

onsdag den 10. april 2013

Døden fra Pompeji - Memento Mori

Mememnto mori mosaik fra Pompeji

Denne mosaik fra en triclinium (spisestue) i det gamle Pompeji rummer som memento mori en meget tydelig symbolik. Døden gør alle mennesker lige. Til venstre den rige og magtfulde med purpurdragt og scepter, og til højre den fattige med laser og tiggerstav. I midten lykkens hjul, der drejer.

Det A-formede redskab foroven er en libella, datidens vaterpas, som bygmestre brugte til at sikre sig sig mod skævheder. Dennes lod er det store kranium, symbolet på døden, og sommerfuglen lige nedenunder må fortolkes som sjælen og det flygtige liv. Det kunne næsten ikke blive mere tydeligt, undtagen gennem at blive fundet i den by, som blev en kæmpestor gravplads, da vulkanen Vesuv havde sit store udbrud i år 79.


mandag den 8. april 2013

René Magritte: Hjemve

René Magritte: Le mal du pays - Homesickness - Hjemve

Et af de mere usædvanlige malerier af den belgiske kunstmaler René Magritte er værket "Le mal du pays" (Hjemve) fra 1940. I modsætning til de mange malerier med snurrige titler, har dette selvportræt et klart tema, der må være noget ret personligt. Hjemve. Da de nazistiske tropper invaderede Belgien i maj 1940 flygtede Magritte fra Bruxelles til Carcassonne i Frankrig. Han må have længes efter sit hjem, men måske er det ikke dette som er det primære indhold i billedet. Ægteskabet med Georgette var nødlidende, hun havde en affære og havde tidligere bedt om skilsmisse. René Magritte havde måske mistet både hjemmet og kærligheden. På flugt.

Han står på kanten, og tænker måske på at begå selvmord. De sorte vinger på ryggen kunne fortolkes som et ønske om at komme væk, med hjælp fra dødens engel. Han kigger ned i flodens vand, hvor hans mor engang begik selvmord. Løven er helt malplaceret i byen, i stedet for sit hjem på savannen. Den har også hjemve. Eller måske symboliserer den hans kone. De er adskilte, med ryggen til hinanden. Er livet værd at leve?


lørdag den 6. april 2013

Beskytter religion eller ateisme mod selvmord?

Er der ekstra mange selvmord blandt ateister? Svaret fra mange religiøse synes at være en overbevisning om at svaret er "ja", nogle gange koblet sammen med stærkt negative synspunkter på hvor "dårlige mennesker" ateister er. Området er præget af at der kan være stor afstand mellem fakta, og det mennesker helst vil tro, begge veje. Stor tilbøjelighed til at overfortolke konkrete data, og se bort fra faktorer som kunne pege i andre retninger.

Frate by Agim Sulaj

Ikke desto mindre ser der ud til at være en slags grundlag for at påstå at det at være troende "beskytter" mod selvmord, sammenlignet med ikke at have en religion. En gruppe psykiatere fra New York publicerede i 2004 en artikel i American Journal of Psychiatry:

Basis var at udspørge 371 indlagte patienter med alvorlig depression (en femtedel bipolær), og 305 af disse fortalte at de var tilknyttet en religion. Der var altså 66 som ikke kaldte sig troende, og blandt disse var der større forekomst af selvmordsforsøg og selvmordstanker, samt forholdsvis flere selvmord blandt deres nærmeste pårørende. Gruppen var yngre og udviste højere værdier for aggression, impulsivitet og stofmisbrug, samt lavere familietilknytning, indkomst, motivation for at leve, og færre moralske skrupler omkring selvmord.

Jeg vil da antage at dataindsamlingen skete på en redelig måde, men det gør ikke statistikken egnet til at sige noget generelt om troende kontra ateister, i forhold til selvmord. Der er nogle meget alvorlige skævheder, som gør at den ikke kan siges at være repræsentativ for noget som helst.

Throwing religious symbols in garbage bin

Grundlaget er en lille gruppe med alvorlig depression, og situationen gør at vurderingen kan være farvet af udspørgerens egne holdninger til emnet. Der er åbenbart en del forskel på den demografiske profil for de to grupper. Måske kunne det være interessant at finde ud af hvorfor, men uden stor grundighed er der ikke basis for at sige at ateisme (eller ej) er en forskel af betydning.

Undersøgelsen pointerer selv nogle svagheder, men disse overses helt når nogen ønsker at reducere virkeligheden til et simpelt budskab. F.eks. pointeres det at en troende, som oplever depression og håbløshed måske netop derfor frasagde sig sin religiøsitet. Heller ingen skelnen mellem grader af religiøsitet i overbevisning og opvækst.

Det kan siges at en med en stærk religiøsitet kan finde ro i dette, og dermed har gode forudsætninger for at finde balance i sit liv. En som er grundfæstet i et humanistisk gudsløst livssyn har dog tilsvarende muligheder for en stærk og stabil psyke. Eksistentielle dilemmaer må være mere sandsynlige i et midterområde, både i forholdet til sig selv og til omgivelserne. Den som ikke har det godt med sin overbevisning har svært ved at finde en rolig balance.

Det blot at spørge til religiøs tilknytning er meget usikkert. En frafalden troende, som har gennemskuet det falske ved sin børnelærdom, vil antagelig svare "nej", selv om selve opgøret med religionen (og sit netværk) kan have været en stor del af grundlaget for at være i krise. På den anden side er der næppe nogen risiko for at en med ateistisk baggrund kalder sig for troende, selv om det da ses at en krise kan inspirere til at afprøve noget i den retning.

En anden vigtig faktor er den omgivende kultur. USA er præget af at religioner manifesterer sig stærkt, således at dette er en vej til et gruppetilhørsforhold, et netværk. I den udstrækning at en kirke kan give dette, har det selvfølgelig en positiv værdi, men det kunne jo ligeså godt være et fællesskab omkring sport eller frivilligt arbejde. Det afhænger altså ikke af at være troende eller ej. Men hvis den ikke-troende bliver udstødt fra fællesskaber som styres af religiøse, kan der jo ligge en psykisk belastning i selve dette at være diskrimineret og udstødt, og en vanskelighed ved at finde et andet netværk.

I den udstrækning en religiøsitet kan fremme et mainstream liv uden de store konflikter, vil jeg mene at dette kan siges at mindske risikoen for selvmord. Det er blot ikke noget der er på grund af det med at tro på en Gud. Jeg vil dog også sige at et mere rationelt og velovervejet selvmord måske er sjældnere blandt kristne, fordi det måske bliver til at læse Jobs bog, og se sig som den der skal have sin tro afprøvet gennem en serie plager fra Gud. Men sikke dog et grundlag at leve på.


torsdag den 4. april 2013

Naturlig vanitas med sommerfugle og fisk

Svalehale sommerfugle drikker salte fra død karpe

Mange tror at sommerfugle lever af nektar fra de smukke blomster. De er da også en kilde til kalorier og væske, men en sund kost skal også indeholde andre salte og næringsstoffer. Derfor søger mange sommerfuglearter et vigtigt kosttilskud, hvor de nu kan finde det i flydende form. Så kan de drikke det gennem deres snabel. Det kan f.eks. være fra døde fisk, hvor sommerfuglen altså kan optræde som ådselsæder.

Sommerfugle spiser salte fra død fisk

Billederne her fungerer også som en slags naturligt vanitas-billede. Indenfor denne genre fungerer kombinationen af døden og sommerfugle både som symbol på livets forgængelighed, og på sjælens evige liv. At det i virkeligheden blot er genbrug af næringsstoffer fra kroppen, er jo så en anden sag.

Gammelt vanitas maleri med kranium og sommerfugle


Logo sommerfugl