onsdag den 21. maj 2008
tirsdag den 20. maj 2008
Genvej til himmelen
Den tidlige kristendom havde mange martyrer, hvis selvmord blev set som noget helligt. De kom direkte i himmelen. Der blev desværre for mange martyrer, så selvmord blev kategoriseret som en synd. Men hvis den der ville slå sig selv ihjel sørgede for at angre sin synd lige før døden, var vejen til himmelen stadig åben. Det var en genvej til himmelen. En mulighed for at slippe for resten af et hårdt liv.
Følgelig blev det til at kirken kategoriserede selvmord som en utilgivelig synd. Selvmordere kunne ikke blive begravet i indviet jord - det var en ganske alvorlig sag på den tid - og kom direkte i helvede. Familiens ejendom blev konfiskeret. Der blev dog indført en lille smutvej, hvis familien kunne bevise at den døde havde handlet i sindsforvirring, Naturligt nok gjorde familierne sig store anstrengelser herfor. Det var betydeligt lettere for overklassen at komme igennem med at et selvmord kunne blive behandlet som et "almindeligt" sygdoms-dødsfald.
Reelt blev selvmord set som en alvorligere forbrydelse end mord. Konsekvensen blev mord begået med det ene formål at blive henrettet. Det var en tilgivelig synd; der var stadig mulighed for at blive begravet i indviet jord, og familien blev ikke plyndret. En anden konsekvens var at når nogen alligevel hoppede i en kanal for at drukne sig, stod tilskuerne bare og kikkede. Hvis nogen tænkte på at hjælpe, blev de ligefrem stoppet. Selvmorderen var uren, og kunne smitte. Denne overtro var kirkens lære. Religiøse "fakta".
Der måtte værdslige love og oplysning til for at løfte samfundets behandling af selvmord ud af kirkens blindgyde, for at ændre kirken til det mere næstekærlige.
Se også:
mandag den 19. maj 2008
søndag den 18. maj 2008
Ville du så ikke have slået mig ihjel?
Den 9-årige pige Simone havde skrantet gennem mere end et halvt år. Familiens læge holdt under utallige konsultationer fast på at det måtte være en virus. Til sidst blev hun indlagt på mistanke om lungebetændelse. Scanningen viste en kæmpe svulst i venstre side af brystkassen. Chok. Afsted til kræftafdeling på Skejby. Overlægen fortalte at have set lignende tilfælde før, og om gode resultater med behandling.
Nogle dage senere, hvor den dybtliggende svulst var begyndt at bule ud ved kravebenet, kom diagnosen. Ewings sarkom (PNET) med metastaser. En sjælden og ondartet kræftform, der mest rammer børn. Behandlingen var et barskt forløb, i flere omgange, med kemoterapi (cellegifte i høj dosis), operationer og transplantationer af egen knoglemarv, der ellers bliver dræbt af cellegiftene. Svære komplikationer er en rutinemæssig del af behandlingen.
Simone var et barn, men ikke naivt. Undervejs i det lange og udmarvende behandlingsforløb, en sensommerdag:
”Mor,” siger Simone pludselig.
Lene vender sig om mod hende.
"Hvis du havde vidst, at jeg fik den her dumme sygdom, ville du så ikke have slået mig ihjel?"
Lene bliver chokeret.
"Nej, det havde jeg selvfølgelig ikke. Men jeg synes også, at det er svært alt det, vi skal igennem,” svarer hun.
"Jeg var gået ud foran en bil, hvis jeg havde vidst det,” siger Simone.
Lene tænker som en gal. Prøver at sige, at det må hun aldrig nogensinde gøre. De skal nok klare det sammen. Hun kæmper med at holde tårerne tilbage. Tænker, at de allerede har ladet Simone gå igennem for meget. Behandlingen er for hård ved hende.
Lene har lyst til at gå hen og give Simone et knus, men hun ved, at det kan hun ikke. Simone er for øm omkring kateteret, mavesonden og stomien. Derfor bliver hun stående, mens hun anstrenger sig for ikke at græde. Simone må ikke se, at hun er ked af det, for de skal holde modet oppe sammen. Så vender Lene sig mod køkkenbordet. Hun tænker, at det skal ende godt det her. Ellers har det ikke været det værd.
Men det endte ikke godt. Mere end én gang så det ud til at behandlingen var ved at lykkedes - indtil nye resultater eller operationer viste at det stod meget værre til. Til sidst var hun færdigbehandlet, "skulle bare i bedre form", men blev ved at få feber og infektioner. Blandt julegaverne var rulleskøjter og løbehjul. Juletræet var mindre end sædvanligt; der skulle også være plads til Simones kørestol.
På intensivafdelingen blev hun i januar lagt til at sove i respirator. Hun ville gerne høre "Elefantens vuggevise". Visselul. Lægerne ville vække hende igen når det gik bedre. Men kræften hærgede, store tumorlignende masser omkring hjertet. Lægerne havde ikke mere de kunne forsøge at gøre. Lene og John måtte blot vente på at deres lille pige fik fred. Til sidst dykkede alle tal på maskinerne.
"Gå hen, hvor lyset er"
Samtidig med deres sorg blev forældrene vrede. Vrede over alt det som de udsatte Simone for, når det alligevel ingenting hjalp. Lægerne behandlede kroppen, og glemte mennesket indeni. Vrede over at de ikke fok lov til at sige farvel til deres datter, tale med hende om døden, give hende fred og ro den sidste tid.
Simone vidste det godt. Hun tegnede engang et billede med masser af mørkeblå skyer, og en sol der sender seks gule stråler ud i regnen. Tre blomster og to æbletræer. Over regnbuen svæver en engel med glorie og lyserøde vinger. "Til Lene og John og Stine fra Simone".
Forældrene fandt ud af at Simones kræft allerede fra starten var nærmest umulig at helbrede. Prognosen for behandling havde været rimeligt hvis der blot var en lille svulst der ikke sad centralt i kroppen, og var uden metastaser. Det var omvendt. De klagede, og afdelingen ændrede procedure på nogle punkter. Der manglede vigtige informationer om hvor dårligt det gik. Forældrene følte at lægerne havde eksperimenteret med en ny form for behandling, samlet erfaringer, uden at få accept af dette. Fakta skulle have været på bordet.
Far og mor fik frataget muligheden for at vælge mellem en særdeles barsk behandling, og en sidste tid med fokus på at gøre Simones liv så rart som muligt. Simone fik foregøglet "hvor der er liv er der håb", i stedet for at hendes korte liv kunne finde en værdig afslutning. Hele familien fik frataget muligheden for en dialog om behandlingen var det værd.
Lene og John Lorensen var stærkt prægede af sorgen i måneder. De håndterede den på meget forskellige månder. Begge havde konkrete tanker om selvmord. Ni måneder efter begravelsen kunne de glæde Simones storesøster, Stine, med at hun igen skulle være storesøster. Silje blev født sund og rask, og blev to år senere storebror til Anton. Simone bliver aldrig glemt, hun er i deres hjerter. Svaret på hvor mange børn de har vil altid være "fire".
Som studerende på journalisthøjskolen i Århus fandt Ellen Stampe og Gitte Bank Jensen historien på "Simones hjemmeside" lavet af familien, med fokus på sygdommen, dens behandling, og klagesagen. Ellen og Gitte har skrevet en artikelserie, Historien om Simone, om forløbet, og ikke mindst om forældrenes kamp med sorgen.
- En besked der ændrer alt (PDF)
- Dage uden glæde (PDF)
- En engel over regnbuen (PDF)
Berlingske:
Hjemmesiden har også en side som Simone selv lavede mens hun var syg, om hendes dværghamster Bøvle, og hendes kaniner Kanina og Pjokke.
Sammen med andre i klassen samlede hun på Diddl.
lørdag den 17. maj 2008
Sommerfuglenes mester
The Royal Butterfly Trainer
is one with the butterflies,
as if born to them.
With grace and purpose
he guides a select few
to perfected flight.
This is a loving art form,
not mere entertainment,
for those so trained
will lead the annual migrations.
is one with the butterflies,
as if born to them.
With grace and purpose
he guides a select few
to perfected flight.
This is a loving art form,
not mere entertainment,
for those so trained
will lead the annual migrations.
fredag den 16. maj 2008
torsdag den 15. maj 2008
Ovartaci behandlede sig selv med kunst
Vejen til Coruña
Ovartaci
Ovartaci
Han begyndte at male, først naturalistiske billeder. Gennem at male sine tanker og visioner fik han det bedre, det blev hans egen terapi. Tre år senere foreslog en af lægerne ham at komme ud på det psykiatriske plejehjem Dalstrup ved Grenaa. Det var for patienter hvor behandling var opgivet.
Her havde han stor frihed, og tog mange cykel- og svømmeture. Han dyrkede sin egen terapi - han malede, byggede komplicerede maskiner, udformede mandshøje dukker og skar fantasifulde figurer ud af træ. Det var hans kunstnerisk mest produktive periode, hvor han tog kunstnernavnet Ovartaci. Han blev en feteret kunstner, og udsmykkede for naboer.
Hans kunstneriske talent var helt usædvanligt, og han fik opgaven med at udsmykke plejehjemmets kapel med kalkmalerier. Udsmykningen vakte stor opmærksomhed, og folk strømmede til fra nær og fjern. Efter en episode hvor han en nat skiftede sit maleri af Jesus ud med en nøgen kvinde, blev der stor opstandelse. Ovartaci ændrede udsmykningen så den blev endnu smukkere. Den nye Jesus-figur havde dog et påfaldende kvindeligt præg. Han var dybt fascineret af det kvindelige, som han så som det menneskelige ideal.
Præsten og inspektøren kunne ikke acceptere hans kunstneriske stil. Kalkmalerierne blev ødelagt med syrebehandling, og alt blev kalket hvidt.
Overlægen Johannes Nielsen, der har skrevet en bog om Ovartaci, betegner behandlingen af kunstneren og hans værker som fuldkomment tåbeligt, mener at mange opfattede det som en slags sindsygt djævelskab. Han fortæller også om Ovartaci som frihedselskende, højt begavet og meget følsom. En misundelsesværdig åndelig og kunstnerisk frihed. En selvbehandlingsproces, der førte til mere livskvalitet, end det er forundt mange af de såkaldt psykisk raske. Fakta.
Idag er hans udsmykning af kapellet nænsomt restaureret, så godt som skaderne tillod.
Tilbage i Risskov kæmpede han hårdt, og indrettede sig et liv som han havde det godt med. Cobra-kunstnerne Asger Jorn og Jean Dubuffet var blandt dem, der satte Ovartacis kunst meget højt, og Asger Jorn sørgede for at hans billeder kom til at indgå i Dubuffets kunstsamling L'art Brut i Lausanne. Ved et gæstebud tilbød Asger Jorn ham at komme med til Paris, hvor han kunne blive millionær. Det havde han ikke lyst til, han ville hellere blive hvor han var.
Han så miljøet på hospitalet som meget gråt, trist og ustimulerende, hæmmende for patienternes livsudfoldelse. Han tilbød en tiltrængt kunstnerisk udsmykning. Nej tak.
Ovartaci sneg sig alligevel til at udsmykke en række kælderlokaler med pragtfulde, spændende og talentfulde malerier. De blev kalket over. Mange år senere lykkedes det at finde frem til ét af disse kælderrum. Nu er de restaurerede murmalerier flyttet til et indgangsparti. Som gammel fortalte han om at male drager som et symbol på personlig frihed, værdighed og livskvalitet, noget han håbede engang ville blive muligt at opnå også for patienter på hospitalet og sindslidende i det hele taget.
Når der kom nyansatte læger, mente de at Ovartaci da skulle have psykofarmaka. Sygeplejerskerne måtte overbevise dem om at han helt klart befandt sig bedst uden. I en kort periode fik han skjulte psykofarmaka i maden. Han fik det dårligere, og hans kunstneriske kvalitet og aktivitet aftog. Forsøget blev stoppet. Hans egen behandling var den bedste. Kunstneriske aktiviteter som meningsfyldt arbejde. Eller med et mere moderne ord: Recovery.
Han døde som 91-årig, efter at have været indlagt i 56 år. I dag driver foreningen Gallo atelier, kunstskole, galleri og forlag - med det formål at forbedre psykisk syges livskvalitet, og nedbryde skrankerne mellem syge og raske. Ovartaci ville have glædet sig.
Læs mere:
- Museum Ovartaci, på Psykiatrisk Hospital, Århus:
Ovartaci - Tale af Johannes Nielsen:
Ovartaci - murmaleri - Det Danske Filminstitut:
Ovartaci — kunstner på Psykiatrisk Hospital - Flix.dk:
Overtossen
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
