Logo sommerfugl

søndag den 29. juni 2014

om ikke at lide / så ond en skæbne



Triumf

En yngre handicappet
med talrige diagnoser
kører soldrukken
langs kanten
denne læskende sommerdag

Hun nægter at bundfælde sig
i servicelovens omsorg
og gode intentioner
vælger en smutvej
for at mærke suset
når kørestolen vælter
ned over skrænten

I svinget går de omkuld
stolen og pigen
som ligger kind mod kind
med jorden
der gavmildt gnider grus
hårdt mod hud

For enden af bakken
finder personalet
sclerosepigen
der minder dem om
det menneskelige
særpræg

Det kræver sin kvinde
at være årsag
til andres tanker
om ikke at lide
så ond en skæbne







mandag den 23. juni 2014

Dødelig overdosis morfin til dødshjælp eller selvmord?


En hyppig forestilling omkring aktiv dødshjælp er at en del læger udøver diskret dødshjælp gennem en stor dosis morfin. Det er i nogen grad en myte, men princippet om "den dobbelte virkning" indebærer dog at læger gerne må give så meget morfin (eller andre stærke smertestillende midler), som der skal til for at holde smerter nede, også selv om dette kan indebære en vis risiko for at livet afkortes, når der skrues op for en morfinpumpe.

Da mange mennesker netop dør mens de får kraftig smertestillende medicin, er det svært for pårørende at gætte om lægen i sit stille sind tænkte at døden ville være en god "bivirkning" af behandlingen. Jeg tror at det ikke sjældent forholder sig sådan, men på grund af krav om journalføring af behandlingen, risikerer en læge at få en sag på halsen, hvis der gives en påfaldende stor dosis. Altså en overdosis. Jeg er ikke læge, men tvivler meget på at en læge, der ordinerer morfin til en døende, tænker "nu sørger jeg for at patienten dør". Det ville være en stor sjældenhed, også selv om døden ville være i patientens tarv.

Der er dog ingen tvivl om at en stor overdosis morfin kan være meget livsfarligt, men derfor er den på den anden side ikke egnet til aktiv dødshjælp, selvadministreret eller ej. Som selvmordsmetode er der alvorlige ulemper ved morfin, og andre lignende morfika eller opioider. Selv i en dosis som kan medføre døden, tager det lang tid. Og jo længere tid der går, jo større risiko er der for at det alligevel ikke virker, eller at nogen griber ind for at redde livet for den som gerne ville dø.

Rent praktisk er morfin også svært tilgængelig, undtagen hvor der er lægelig grund til at medicinen bliver udskrevet. Altså ved sygdomme, som kræft, der kan give svære smerter. Hvis jeg fik kræft, blev behandlet med morfin, og besluttede mig til at det ikke nyttede, ville jeg ikke forsøge selvmord med morfin overdosis. Sagen er at mennesker, som er i behandling med opioider hurtig udvikler tilvænning. Det vil sige at dosis løbende skal øges, således at den bliver til hvad der ellers kunne være en dødelig overdosis. Når morfinens effekt på kroppen bliver svagere, på grund af den tilvænning som også kan kaldes for afhængighed eller narkomani, bliver det også ret usikkert om morfin vil være dræbende, også ud over problematikken med at det kan tage for lang tid.

Personligt er det mange år siden jeg har taget anden medicin end et par hovedpinepiller med måneders mellemrum. Hvis jeg fik en intravenøs indsprøjtning med en stor dosis morfin, ville jeg derfor være næsten sikker på at dø. Det forudsætter at injektionen gives fagligt korrekt. Hvis jeg spiste et glas piller, ville sikkerheden blive væsentlig lavere, fordi det langt fra er sikkert at alt bliver optaget i kroppen. En stor mængde kan give opkastninger, eller påvirke maven. Derfor betragter jeg ikke morfin piller som egnede hvis behovet blev at dø.

Det må dertil siges at "gode grunde" til et ønske om at dø hurtigt ret ofte er når en alvorlig sygdom omfatter smertebehandling, ud over den behandling som ikke kan helbrede sygdommen. Og så er morfin uegnet, netop når der snarest kunne være et behov. Derek Humphry, forfatteren til bogen "Final Exit" ("Sidste udvej" på dansk), omtaler også morfin i et kapitel om forskellige midler til at dø. Han er læge, og ville ikke bruge morfin hvis han selv fik behov for at sige stop, på grund af disse problemer.

Uden at kunne overskue konkrete interaktioner, vil jeg mene at andre former for medicin, der påvirker nervesystemet, på lignende måde kan risikere at gøre effekten af morfin mindre. Det gælder også andet end smertestillende midler; også ting som psykofarmaka, narkotika, eller for den sags skyld alkohol. Dette rammer nok en ikke lille del af de mennesker som overvejer selvmord. Så morfin er ikke nogen god selvmordsmetode.

Mine blog statistikker viser at mange søger på emner som "hvor meget morfin skal der til for at dø", "selvmord med morfin", "dødelig dosis morfin" og "morfin overdosis". Det ser jeg som udtryk for en interesse for emnet, men også for at det lidt er blevet en myte, en vandrehistorie, med at nogen bliver slået ihjel med morfin.



Logo sommerfugl