Prayer by +Robert Bissell
Jeg er ikke på nogen måde religiøs, så det med at rette mine tanker og ønsker mod en usynlig gud i himmelen (eller hvor gemmestedet nu ellers måtte være), er langt fra min måde at være menneske på. Da jeg var omkring 7-år opdagede jeg at det med Gud blot var et spørgsmål om tro eller ej, og derfor måtte jeg umiddelbart blive ikke-troende. Før dette husker jeg svagt at være opdraget til et ritual om at bede mit fadervor, eller en bøn. På opfordring, altså kun fordi jeg jo skulle, men helt uden at jeg så noget gode ved det ritual.
Det kunne måske være fristende for mig at gøre grin med at troende mennesker hygger sig med at snakke med en imaginær ven i det himmelske, og tilskrive dem hallucinationer og vrangforestillinger med kristendommen som grundlag. Når jeg jo ikke ser nogen mulighed for at der er nogen i den anden ende, som den bedende får en eller anden form for kontakt med, bliver den umiddelbare konklusion at de narrer sig selv, og at det blot er tidsspilde at bede til en gud. Hyggeligt måske, men uden værdi.
På den anden side er jeg fuldt opmærksom på at mange troende mennesker ville være helt uenige i en sådan beskrivelse af deres inderlige bøn, og fortælle mig om hvor godt de kan have det efter en bøn, hvordan de kan få tankemæssige afklaring og inspiration. Da jeg ikke vil beskylde dem for at lyve, eller ikke være ved deres fulde fem, er den eneste konklusion at det må være virkelighed for dem. Dermed bliver det til et interessant fænomen at forstå dette verdensbillede, på basis af min måde at forstå verden på.
Marac Andrev Kolodzinski - Havodder med forpoter i "bøn"
En psykologiserende forklaring kunne være at de bedende mennesker gennem ritualet samler deres tanker, gør deres ønsker klart for dem selv, og tager sig tid til en stund i ro. En slags meditativ pause, der giver tid til at falde ned på jorden, og se tingene i lidt bedre perspektiv. Selv om jeg ser dette som en plausibel delforklaring, rammer det dog ikke det centrale i at bede en bøn, hvor en kommunikation rettes mod en alvidende og klog "faderfigur" i det høje.
Her vil jeg sammenligne med en god samtale mellem to mennesker, hvor dialogen kan være inspirerende og givende. Det at mødes i gensidig forståelse, og med en fælles baggrund i tanker og liv, kan have stor værdi. Gensidig inspiration, hvor spændende og nye tanker kan opstå gennem dette samvær. Selv fik jeg inspirationen til dette blog indlæg under en nylig samtale med en ven. Ikke som en tanke med hende som afsender, men snarere et produkt af tankeudvekslingen. En form for synergi.
Min teori er altså at det kan skyldes fornemmelsen af en sådan dialog, når mange religiøse mennesker oplever at få noget godt ud af en bøn. Hvis han eller hun tror på at der er en gud i den anden ende, en som kan lytte og give noget tilbage, svarer det til en samtale mellem to mennesker. Det er ikke afgørende om den anden, "Gud" er virkelig eller noget der kommer fra den bedendes eget sind. Selve følelsen af et samspil er det der gør godt. Her har den katolske tro på en måde den fordel, at den som reelt polyteistisk religion har et stort udvalg af modtagere af en bøn, med en masse helgener og Jomfru Maria.
Ren placebo, også ved snydepiller er det jo troen der flytter bjerge. Selve det at tro på noget kan gøre at ens verden indretter sig nærmere det som troen gælder, gennem egen indsats og tolkning. Dermed kan en Gud være nyttig for dem som virkelig kan tro på en Gud, i stedet for at indse at det er dem selv de får noget godt ud af at mødes med.
BizarroComics: Sins of Comedy
Når jeg skriver dette blog indlæg offentligt, må jeg leve med risikoen for at jeg fratager nogen deres imaginære ven, så de taber denne måde at håndtere deres liv på. Velkommen til virkeligheden!
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar