Risikoen for at dø fordobles hvert 7. år

tirsdag den 21. januar 2014

Risikoen for at dø fordobles hvert 7. år

Hver gang du bliver ca. 7 år ældre, fordobles din risiko for dø. Denne tommelfingerregel gælder selvfølgelig ikke for det enkelte menneske, men statistisk set holder den rigtig godt for voksne mennesker i dagens Danmark. På grund af børnedødelighed, og ellers meget lav dødsrate blandt børn og unge, er tallene ikke stabile i den lave ende af aldersområdet. Efter ungdommen er reglen til gengæld meget sikker.

Manden med leen + timeglas / Grim reaper with hourglass

Risikoen for at dø dækker ikke over udefra kommende årsager, som katastrofer, mord og terrorisme, set i de brede perspektiv omkommer kun ganske, ganske få mennesker af disse årsager. Statistikkerne domineres af de "naturlige" dødsårsager, de forskellige sygdomme. Her er det mindre vigtigt om sygdommene kan kaldes for selvforskyldte eller ej, hvis en masse mennesker dør tidligere på grund af åreforkalkning, er det blot en af de dødsårsager hvor risikoen fordobles hver gang der er gået ca. 7 år.

Alderen 64 år er hvor en psykologisk grænse på 1 procent nås, baseret på dødstallene for år 2012 fra Danmarks Statistik. Som tabellen viser går det hurtigt derefter, og ud af oldinge på 99 år og derover dør næsten halvdelen hvert år. Under de 64 år er der relativt få der dør, men der er samme tydelige mønster.

Alder  Døde  Folketal  Døde%
   36    51     77694   0,07
   43    90     78195   0,12
   50   237     76009   0,31
   57   460     69514   0,66
   64   776     75123   1,03
   71  1012     48762   2,08
   78  1421     30691   4,63
   85  1696     18433   9,20
   92  1295      5656  22,90
   99+  735      1619  45,40

Det er langt fra nogen ny opdagelse. Den britiske aktuar (videnskaben om forsikringer) Benjamin Gompertz opdagede mønsteret i år 1825, og han har fået den blandede ære at få denne lov om menneskelig dødelighed opkaldt efter sig. Hans observation var at der skulle ca. 8 år til for at nå fordoblingen af risiko, men mit uformelle kik på de danske data passede bedre med 7 år. Jeg kunne forestille mig at det er fordi vi dog er blevet bedre til at holde alvorligt syge i live, så deres død ikke kommer før de bliver oppe i årene. Selv om behandlinger kan udskyde døden, gør de ikke noget ved det grundlæggende at kroppen har begrænset holdbarhed, en halveringstid for evnen til at overleve.

Når vi sammenligner forskellige tidsaldre og forskellige lande, er der ingen tvivl om at der kan være store forskelle på hvor længe folk lever. Det ændrer dog ikke på "dødsloven", med at risikoen fordobles for hver omkring 7-8 år. Selv om det måske ikke syner meget med en fordoblet dødsrisiko for en omkring de 30 år, betyder det dog en forventet kortere levetid på ca. 7 år.

Egentlig er det forkert at tale om dødsrisiko, for det gør det svært at se logikken i at den øges med årene. Det er mere sigende at se på chancen for ikke at dø et givet år. Som ung er den meget, meget høj, fordi kroppen er god til at forsvare sig mod skader og nedbrydning, og der er heller ikke ret mange opsamlede svagheder. Med årene bliver der mere og mere som ikke virker helt så godt, og selv om der er overskud til at "forvitringen" ikke mærkes i starten, går denne også ud over kroppens evne til reparation. Derfor har det friske gamle menneske på 92 år efterhånden 23% chance for at dø, hvert år.

The Coffin Clock from the movie 'The Rocky Horror Picture Show'

Jeg tror også at dette kan forklare hvorfor det ikke giver dobbelt levetid at holde sin krop så sund som muligt. Det er ikke urealistisk at en sund livsstil, uden problematiske vaner, kan forrykke startgrundlaget for fordoblingerne. Hvis vi nu sammenligner en sund "velholdt" 50-årig, med en som samler på usunde måder at behandle sin krop på. Det kan godt være at den sunde har helbred som en "almindelig" 43-årig, og den usunde som en 64-årig. Som tabellen viser, giver sundheden i så fald en faktor 8 til forskel, altså 0,12% dødsrisiko kontra 1,0%. Det vil sige at 21 år senere, har den sunde 1,0% chance for at dø, mens den usunde på 71 år svarer til en 85-årig med en 9,2 chance for at dø. Og så videre. Forskellen bliver stor, men først til sidst i livets forløb.

Den stadige dobling af risikoen er basis for at der kun er ekstremt sjældne tilfælde nogen opnår en alder på omkring 120 år. Samtidig giver det grund til skepsis overfor tanker om at "næste medicinske opdagelse" vil give meget længere liv. Det er store sager hvis det kan lykkedes at halvere risikoen, eller fordoble chancen for løbene at overleve. Men det vil jo blot give ca. 7 år ekstra. Store forbedringer skulle altså være af en helt anden karakter end de mange afgørende medicinske landvindinger siden 1825. Det er jo lykkedes at forsinke forløbet, ved at give god overlevelse i ungdommen, og tilsvarende længere levetid i alderdommen. Kun hvis reglen med de 7 eller otte år kan knækkes, vil det kunne lade sig gøre at sætte levetiden betydeligt op. Det at blive bedre til at behandle sygdomme, som kræft, ændrer ikke den grundlæggende eksponentielle kurve. Bare det at blive 150 år må have meget fjerne udsigter, også selv om nogen håber på at vi er lige ved at have løsningen på "aldringens problem".

At det så ville være katastrofalt med flere gange så lang levetid er en anden sag. Jorden ville blive fyldt med fastlåste gamle sind, og alt for lidt plads til ungdom og nytænkning.