Fotografen Cathrine Ertmann så for første gang et dødt menneske i kapellet på Patologisk Institut på Aarhus Universitetshospital. Med sit kamera søgte hun at formidle sin oplevelse, at det er ganske udramatisk bag de tunge kistelåg, kolde mure og hvide lagener. Sammen med journalist Lise Bank Hornung lavede hun et projekt, som de kalder for et afmystificeringsprojekt. En måde at give et indblik i processen, for mennesker der ikke ved ret meget om hvad der sker. Det er vel nok de fleste.
Her bringer jeg et par billeder fra serien. Det kan anbefales at besøge fotografens hjemmeside, hvor der er flere tekster og billeder. Også et par stykker som er stærkere end dette udvalg.
For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det. Før eller siden, en eller anden dag, ophører den stampende bevægelse af sig selv, og blodet begynder at løbe mod kroppens laveste punkt, hvor det samler sig i en lille sø, synlig udenpå som et mørkt, blødt punkt på den stadig hvidere hud, alt imens temperaturen synker, lemmerne stivner og tarmene tømmes.
De første timers forandringer foregår så langsomt og bliver udført med så meget sikkerhed at der næsten er noget rituelt over det, som om livet kapitulerer efter bestemte regler, en slags gentlemen's agreement, som også det dødes repræsentanter retter sig efter, idet de altid venter til livet har trukket sig ud før de begynder invasionen af det nye landskab.
Så er den til gengæld uigenkaldelig. De enorme sværme af bakterier, der begynder at sprede sig i kroppens indre, kan intet standse. Hvis de havde forsøgt bare et par timer tidligere, ville de straks have mødt modstand, men nu er der helt stille omkring dem, og de trænger stadig dybere ind i det fugtige mørke.
Fra bogen Min Kamp 1, af Karl Ove Knausgård
Det eneste vi kan være helt sikre på i livet er, at vi en dag skal dø.
Det er det sikreste i verden, og det er det mest usikre i vores opfattelse
af verden, for ingen kan med sikkerhed sige, hvad der sker bagefter.
Måske er det derfor at vi har så svært ved at tale om døden.
Og måske er det derfor, at den bliver gemt væk, under lagner,
i egne utilgængelige rum i kolde gange under hospitalerne.
Det er det sikreste i verden, og det er det mest usikre i vores opfattelse
af verden, for ingen kan med sikkerhed sige, hvad der sker bagefter.
Måske er det derfor at vi har så svært ved at tale om døden.
Og måske er det derfor, at den bliver gemt væk, under lagner,
i egne utilgængelige rum i kolde gange under hospitalerne.
Hvad ville der ske, hvis vi fik syn for sagn. Et billede på det vi allerede godt ved. At kroppen er forgængelig, at den kan rives i stykker, at den bliver stiv og kold, at den rådner og at den i sidste instans kun er det hylster, vi befinder os i, mens vi lever.
Ingen har nogensinde haft brug for den røde snor.
"Det er kun slemt, når dem, der er for unge til at dø, kommer ind. Dem, der skulle have oplevet meget mere. Dem, som efterlader små børn. Ellers er det jo lige så naturligt som at blive født - og det gemmer vi jo ikke væk", siger Michael Petersen, der er funktionsleder i kapellet.
- Information, Fotobloggen:
Cathrine Ertmann: At møde døden
Nyere opslag
Opslag
