Historien om hvordan Jesus døde på korset er jo en central del af den kristne mytologi, og påske-helligdagene. Jeg betragter Jesus som en spændende historisk person, en ikke-voldelig oprører, der ikke affandt sig med at være arbejdskraft i et samfund domineret af materielle og religiøse magthavere.
Det skriftlige kilder om ham bærer præg af ikke at være skrevet som faktuel historisk dokumentation, men er i stedet formuleret som kommenterende tilbageblik der skulle iscenesætte den unge kristendoms visioner. Derfor er det naturligt at evangelierne har betydelige forskelle og direkte modsiger hinanden om mange detaljer.
Dertil kommer at eftertidens kirker har udvalgt hvilke af kilderne, som de ville se som hellige, hvilke der blev en del af
Bibelen. Fortolkende oversættelser og doktrinære skrifter afrunder billedet af kirker, der kun interesserede sig for Jesus i den udstrækning han kunne indpasses i deres egne traditioner og magtstrukturer. Og ikke mindst deres materielle sans for økonomi.
Kirkerne baserer deres forestillinger på autoriserede udlægninger af omhyggeligt udvalgte skriftsteder. Det meste af Bibelen ignoreres stort set, undtagen når teologer prøver at bortforklare hvordan skriftstederne er i klar modstrid med kirkernes billede af moral og kristendom.
Jeg har "leget" med at udvælge egnede dele af Bibelen for at underbygge en påstand om at Jesus havde til hensigt at dø, at han planlagde og til dels iscenesatte sin henrettelse. Et selvmord.
For det første kræver det betydelige abstraktioner at tolke
Johannes-evangeliet, kapitel 10, vers 17-20 på anden måde:
Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.«
På grund af de ord opstod der atter uenighed blandt jøderne. Mange af dem sagde: »Han er besat af en dæmon, han er vanvittig. Hvorfor hører I på ham?«
Jesus sætter frivilligt sit liv til, ingen tager det fra ham. Han ved hvad han vil. At han har religiøse motiver ændrer ikke på at hans hensigt er helt klar. Døden. Også nu om dage ville han blive regnet for vanvittig.
In remembrance of me (Last supper) -
Walter Rane (1997)
Lidt længere fremme berettes det om hvordan han udpeger Judas som ham der skal "forråde" ham. Her følger hele afsnittet fra
Johannes-evangeliet, kapitel 13, vers 21-27:
Da Jesus havde sagt det, kom han i oprør og vidnede: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« Disciplene så på hinanden, usikre på, hvem han talte om. En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus. Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om. Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: »Hvem er det, Herre?« Jesus svarede: »Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: »Hvad du gør, gør det snart.«
Jesus udpeger altså Judas til denne ubehagelige rolle, og beordrer ham til at skynde sig med at gøre det. Referencen til Satan er et tydeligt eksempel på den med at teksten fortolker i stedet for blot at fortælle.
Min tolkning om "udpeger" understøttes ved at læse om hvordan
Matthæus-evangeliet, kapitel 26, vers 20-25 fortæller om samme begivenhed:
Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
Judas er ikke stolt ved den rolle, som Jesus lige gav ham, men han må jo stole på at der er en højere mening med at Jesus insisterer på at arrangere sin død, ud fra hans tro på gamle skriftsteder.
Længere fremme i samme kapitel fortæller vers 50 om hvordan Jesus direkte takker Judas for at have udpeget ham for soldaterne.
Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham.
Desværre blev Judas jo alligevel grebet af voldsom samvittighedsnag over at han måtte udpege sin mester til arrestation, tortur og død. Men det var jo bedre om han "aldrig var født".
Tilbage i
Johannes-evangeliet, kapitel 19 fortæller vers 28-34 om hvordan Jesus kvitterer for at hans plan om at dø kan afsluttes planmæssigt:
Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«
Korsfæstelsen var barske sager, men jøder og soldaterne var dog "venlige" nok til at ville fremskynde de dømtes død ved at knuse deres knogler. Det var uventet for soldaterne at Jesus allerede var død, så de behøvede jo ikke give ham denne omgang. Igen lykkedes det Jesus at iscenesætte sin død for at passe til gamle skriftsteder. Sikke en grundighed. Samtidig opnåede han at få afkortet sin lidelsesfulde dødsproces, ved selv at opgive ånden. Det lyder jo ligefrem fornuftigt.
Overraskelsen over at det lykkedes for Jesus at dø så hurtigt fremgår også hvor
Markus-evangeliet, kapitel 15, vers 42-45 fortæller om gravlæggelsen
Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat, kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef.
Sagen er klar. Jesus planlagde og iscenesatte sin egen død. Det må kaldes selvmord. Kristne med moralske anfægtelser over at nogen tolker Kristi død som selvmord foretrækker at se det som at han ofrede sig. Det giver jo en vis mening, i kraft af at Bibelen har flere omtaler af at Gud sætter pris på menneskeofringer. Men det ændrer ikke på at det ikke "bare" var noget som Kristus lod ske. Han havde planlagt det.
Videre holder de på at det kun kan være selvmord når den der vil dø selv handler, selv påfører sig de nødvendige skader. Her er det dog på sin plads at henvise til en af de mere grimme selvmordsmetoder, på engelsk kendt som "
suicide by cop". Den som ønsker at dø får politiet til at stå for det praktiske, ved at provokere dem til at se sig som en fare. Bang. Parallellen til Jesus er tydelig.
Jesus havde til hensigt at dø, og hans plan om at blive henrettet lykkedes fuldt ud. Den tidlige kristendom så logisk nok Jesus som et ideal, og mange efterlignede også Jesus måde at dø på. De sørgede for at blive martyrer. Ved at dø for deres tro, var de sikre på at komme lige i himmelen. En genvej. Der var masser af martyrer. Religiøse selvmord.
De mange martyrer blev et problem for kristendommen. Den tidlige kirke var en lille sekt, og havde brug for at holde på medlemmerne. Selv om martyrerne kunne tilbedes, var det noget upraktisk at miste medlemmer på denne måde. Videre må det have været et image-problem. Når kristendommen var en lille sekt, som idealiserede medlemmernes lidelser og død, må mange mulige medlemmer have veget tilbage for sådan en dødskult. Hvorfor dog konvertere og blive en af disse vanvittige fanatikere?
Løftet om himmelen og det evige liv var et helt centralt "salgsargument" for missionærerne, men samtidig det som gjorde det tillokkende at efterligne Jesus og få sit hårde liv afkortet. Når himmelen var sådan et dejligt sted, blev det så meget desto mere træls at blive i det jordiske liv. Kirken havde et problem, den måtte sørge for at holde sine medlemmer fast i livet, selv om tingene ville blive meget bedre efter døden.
Løsningen blev en voldsom afstandtagen til enhver form for frivillig død, der blev bandlyst som en utilgivelig synd, den direkte vej i helvede. En konsekvens blev at folk der virkelig ville dø måtte sørge for at begå mord, så de ved at blive henrettet kunne nå at få tilgivelse og en standsmæssig begravelse. Men det er jo så en anden historie.
Og mange kristne har overtaget den rolle som
farisæerne havde i Jesu' liv. Firkantede regelryttere, der sætter deres vedtagne moralforestillinger over næstekærligheden. Jesus ville have givet dem fingeren.
Nyere opslag
Opslag
