Logo sommerfugl

lørdag den 6. marts 2010

fredag den 5. marts 2010

Holly Grogan, ikke et "Facebook-selvmord"

Holly Grogan
En historie som desværre er mere sørgelig end sjælden. En 15-årig skolepige fra England, Holly Grogan, blev mobbet af klassekammeraterne på en privatskole. Blandt andet kørte de rundt i at de mente at hun bollede med en 17-årig bror til en af de andre piger i klassen. Netop i kraft af at Holly tog dette meget tungt, var hun et let offer. Via en SMS blev hun smidt ud fra en fødseldagsfest, som hun ellers var inviteret til. Så kunne Holly ikke bære mere.

Resultatet blev at hun sprang ud fra en 9 meter høj bro. Selvmord. Nogle timer senere døde Holly Grogan. Den 15. september 2009. En sød og følsom skolepige levede ikke mere. Næste dag fandt hendes far et afskedsbrev. Et pluk:
Jeg vil ikke nævne navne, men gid folk ville blive bedre til at tilgive og glemme. Og lade én komme videre.
Selvfølgelig fortryder familien nu at de ikke tog mobningen op med skolen. Holly ville ikke have det. Men det er jo bestemt heller ikke sikkert at det havde hjulpet. Hun havde i længere tid være "presset", og også selv opdigtet historier.

Holly Grogan

En historie som desværre er mere sørgelig end sjælden. Mobning og selvmord. Trist.

Jeg synes at det er groft når Ekstra Bladet tydeligvis jagter at gøre historien mere "interessant" gennem en utidig overforenkling om at "En 15-årig skolepige i England hoppede ud fra en bro, fordi hun blev mobbet på Facebook". Når målet er at opildne den overfladiske forargelse, er det også meget nemmere at sætte fokus på Facebook som "involveret". Alt, alt for billigt. For nogle år siden var det sikkert blevet til at skyde på at der var en SMS involveret. Uha, da.

Når den sociale kontakt bliver rådden, er det da ikke centralt hvilken kanal mobningen foregår via. Selv om Facebook er kommet til at fylde meget, er det ikke andet end en kanal for kommunikation. En kanal som der er brug for at lære at forholde sig i, netop også for teenagere. Men der er endnu mere brug for at lære vilkårene for social kontakt. At behandle hinanden ordentligt.

Holly Grogan
Dette er åbenbart gået galt omkring Holly Grogan. Jeg vil ikke parkere ansvaret ét sted. Der kan næppe være tvivl om at det gør ondt på dem som har været i direkte berøring med Holly, som kunne have gjort en forskel, hendes forældre og klassekammerater. Men egentlig håber jeg på at det gør ligeså ondt på dem som ikke sørgede for at lære alle teenagerne at opføre sig ordentligt. Forældre og skole.

Og så er der jo lige den med at medierne i stigende grad gør det til noget normalt at social omgang handler om at hoppe på hvad der er "galt" med andre.



onsdag den 3. marts 2010

Verden går under, krise for snemænd

Snowman: The end is near

Verden går under. Foråret er startet, sneen smelter. Dommedag for snemænd.

Snowman: I'll be dead soon

Men det hjælper jo ikke at pive. Skæbnen er uafvendelig. En fryser er ikke et godt sted at leve. Op med humøret, snemænd!

Dying snowman

Andre synker bare sammen i elendighed, og får alle pinslerne med. Trist skæbne efter et godt snemands-liv.

Snowman voluntary death, not suicide

Der er selvføgelig også muligheden at tage initiativet. En håndholdt varmekanon. Når nu det skal være, kan der være mere værdighed i at få det overstået. Når aktiv dødshjælp er forbudt, er et effektivet våben godt at have.

Suicidal snowman

Andre er alt for tidligt på den. Selv om der er lang tid igen, er snemands-tilværelsen blevet alt, alt for sur. Foråret er alligevel højsæson for selvmord. Hellere dø. Hjælp!


tirsdag den 2. marts 2010

Sommerfuglens menneske-drøm

Drømmer sommerfuglen om at være menneske?
Drømmer mennesket om at være sommerfugl?


Frit efter den berømte historie af den kinesiske filosof Zhuangzi, som en morgen lå med sindet fyldt af sommerfuglens glade flagren i den frie luft. Han fløj. Og vågnede. Skiftede mellem to oplevelser af virkelighed. Begge lige levende. Lige virkelige.


mandag den 1. marts 2010

Presseetik for politisk korrekt omtale af selvmord

Center for Selvmordsforskning har naturligt en masse nyttigt materiale samlet omkring emnet selvmord. En af siderne, "til journalister", giver nogle anbefalinger for hvordan "selvmord behandles etisk forsvarligt" af medierne. Det er et kort sammendrag fra et 16-siders hæfte, hvor Verdenssundhedsorganisationen, WHO vejleder om presseskik. Det er en del af en serie med materiale om selvmordsforebyggelse. Preventing Suicide: a resource series

Psaligrafi

Når jeg har læst disse anbefalinger, er der en ting som har slået mig. Det er hovedsageligt en række fornuftige punkter, som medierne alt for ofte glemmer, typisk når de igen og igen overforenkler årsager til et selvmord. To af punkterne handler om sprogbrug, altså "politisk korrekte" måder at omtale selvmord på. Og her jeg har undret mig noget over hvordan punkterne klinger. De er fremhævet i følgende gengivelse af alle anbefalingerne.
Det frarådes
  • at offentliggøre fotos eller afskedsbreve
  • at gengive konkrete beskrivelser af selvmordsmetoder
  • at bruge formuleringen "det lykkedes at begå selvmord"
  • at angive forenklede årsagsforklaringer
  • at forherlige selvmord eller at gøre det til forsidestof
  • at benytte religiøse eller kulturelle stereotyper
  • at give nogen skylden for selvmordet
Det anbefales
  • at man indgår i et tæt samarbejde med sundhedsmyndighederne eller relevante fagpersoner forud for offentliggørelse af fakta
  • at omtale et selvmord som et "fuldbyrdet selvmord"
  • kun at gengive relevante oplysninger, og kun inde i avisen
  • at fremhæve alternativer til selvmord, d. v. s. konstruktive løsninger på problemer
  • at oplyse om telefon- og netrådgivninger og lokale henvendelsesmuligheder
  • at offentliggøre risikofaktorer og signaler på selvmordsadfærd
Det kræver lidt ordkløveri at pege på hvad jeg ikke synes lyder helt gennemtænkt.

Vendingen "fuldbyrdet selvmord" er klodset og ude af tråd med moderne sprogbrug. Så dårligt sprog at det snarere leder til at ryste på hovedet af en så virkelighedsfjern anbefaling, og dermed hele teksten. Jeg tror ikke at ret mange andre end "branchens" lydige fagfolk i praksis udtrykker sig på den måde.

I nutiden bruges "fuldbyrdet" primært i én sammenhænge. "Fuldbyrdet voldtægt". En forkastelig handling som er gennemført fuldt ud. Denne association med noget dybt forkert kan være stigmatiserende for nogen som selv overvejer selvmord.

Ganske vist har den historiske brug af "fuldbyrdet" en mindre værdiladet klang, som i "fuldbyrdet ægteskab" eller "fuldbyrdet samleje". Disse tunge vendinger var dog stadig udpræget distancerende, og ses efterhånden sjældent udenfor det religiøst dogmatiske. Jeg tror egentlig at "fuldbyrdet voldtægt" er opstået som en tilsvarende eufemisk vej udenom at sætte konkrete ord på organer og deres berøring, og som en parallel til hvad "fuldbyrdet ægteskab" betyder. Samleje.

Faktisk har jeg en væsentlig pointe med alt dette, ud over at harcelere over sprogbrugens klunker, det kommer snart ...

Advarslen mod "det lykkedes at begå selvmord" savner logik. Det lyder mest som en afstandtagen til brugen af "lykkedes" omkring selvmord. Det synes jeg nu ikke lyder problematisk. Der var en pointe hvis "lykkedes" kunne siges at sætte selvmordet i et positivt lys. Nej, ikke ifølge mit sprogøre. Den reelle pointe er dog noget helt andet, og lidt skjult.

Psaligrafi

Som jeg tolker det, er begge stumper sproglig slingrevals opstået ud fra følgende bid af den engelsk-sprogede original-tekst fra Preventing Suicide: A Resource for Media Professionals (PDF):
WHO (logo)
Terms like ‘unsuccessful suicide’ imply that death is a desirable outcome and should not be used; alternative phrases such as ‘non-fatal suicide attempt’ are more accurate and less open to misinterpretation. The phrase ‘committed suicide’ should not be used because it implies criminality, thereby contributing to the stigma experienced by those who have lost a loved one to suicide and discouraging suicidal individuals from seeking help. Rather, one should refer to ‘completed suicide’.
Nu synes jeg at budskabet, på en hel anden måde, hænger logisk sammen, og bærer præg af at nogen har fintænkt over ordene. Dette gik desværre tabt under den sammendragende oversættelse. Det reelle indhold er jo advarsler mod at omtale døden ved selvmord som noget ønskværdigt, og samtidig undgå stigmatisering gennem ord der forbindes med kriminalitet. Ok.

Psaligrafi

På dansk vil det sige at de advarer mod vendingen "begik selvmord", da ordet "begå" netop er et kraftigt signal om at juridiske (og/eller moralske) love er overtrådt. Stigmatiserende. "Gennemført selvmord" kunne snarere være en aktuel oversættelse af det dog lidt kunstige "completed suicide". Det fungerer betydeligt bedre end "fuldbyrdet selvmord", som netop stadig giver et ret negativt stempel.

Det første problematiske punkt er nemt at rette op på, simpelt hen ved at fraråde at bruge formuleringen "begå selvmord". I tråd med den engelske tekst kunne der eventuelt tilføjes en separat advarsel mod at tale om "mislykket selvmord". Her er jeg bange for at oversætteren havde en mental kortslutning, da det slet ikke lykkedes at kombinere pointen om at døden ved selvmord ikke bør omtales som en succes, med den om det stigmatiserende i vendingen "begå selvmord".

Selv om "gennemført selvmord" er en del bedre end "fuldbyrdet selvmord", virker det dog stadig lidt opstyltet, men vel ikke værre end det engelske "completed suicide". Eufemismen "tage sit eget liv" lyder måske bedre, men rummer dog et signal: "Uf, vi kalder ikke tingene ved deres rette navn".

På norsk ser jeg at mange bruger vendingen "gøre selvmord", som en mindre stigmatiserende sprogbrug. Et fremskridt, der dog ses som en eufemisme, og stadig rummer den yderst negative klang fra stavelsen "mord". En bevidst stigmatisering fra kirkens side.

Tyskerne har "Selbsttötung", som på dansk ville blive til "selvdrab". Derudover lagde Nietzsche ordet "Freitod" i munden på Zarathustra, men jeg tvivler på at "fridød" kunne vinde tilsvarende indpas i dansk sprogbrug. Deres mest værdineturale synonym er "Suizid", som direkte svarer til det engelske "suicide".

Psaligrafi

I princippet har jeg da masser af lyst til at skifte "selvmord" ud med noget bedre, for at komme fri af den sproglige binding mellem mord og selvmord. Men så ville jeg snarere blive set som eremit i et elfenbenstårn, langt fra virkelighedens verden. Og det gavner jo slet ingen.


Logo sommerfugl