Logo sommerfugl

tirsdag den 29. juni 2010

Nutidigt hekseri med Line Hedegaard

Før sankt hans havde Politiken en udmærket artikel om den 16-årige Line Hedegaard. Konteksten er det paranormale, samt Wicca og heksetro. Hun kalder sig for heks, og gør brug af naturens planter. Hun oplever at naturens energi hjælper hende, og at heksetroen er det rigtige. For hende.

Det giver bare en tryghed sådan at vide, hvad man er, og hvem man er«, siger hun.

»Og jeg er en heks og tror på en kraft i Moder Jord. Men alt det med sankthansaften og koste og Bloksbjerg og bål og brand, sådan er det slet ikke. Når folk spørger mig, om jeg snart skal futtes af på bålet, så himler jeg bare med øjnene. For sådan er vi hekse jo slet ikke«.

Line Hedegaard

Noget som jeg synes ser interessant ud er hvordan hun forholder sig til religiøsitet og dogmer. Der er ikke nogen "hellig" sandhed som livet skal bringes i overensstemmelse med. Line Hedegaard har ikke nogen fasttømret forestilling om hvad det egentlig, helt præcis, er hun tror på.
»Jeg har det meget godt med, at det sådan er lidt halvdiffust. At det er svært at forklare. Det er rigtig fedt, at man selv kan vælge, hvad man tror på, og hvor meget man tror på. At det er så individuel en religion«

Det vigtige bliver altså ikke at leve op til en religion, men hvad hun vælger at tro på i dagligdagen. Et godt eksempel handler om at hun havde været oppe at toppes med en værelseskammerat på Korinth Efterskole, Spejderskolen. Lidt mundhuggeri over sådan noget som roderi og støvsugning. Det ville da være rart at få renset ud, og blive gode venner igen.

Line Hedegaard med hyldeblomst

Hun gik en tur ud i det grønne for at finde egnede planter. Hyldeblomst, enebær, salvie og rejnfan. Tørret kunne de blandes sammen til røgelse, og brændes som middel mod dårlige vibrationer. En behagelig duft, og sikkert også en behagelig stemning.

Jeg er ikke ude på at problematisere om der kan måles noget i urterne som har en konkret og dokumenterbar værdi. Det er ikke det vigtige her. Hvad jeg ser er en god måde at løse op for konflikten på. Line gik sig en tur hvor hun kunne tænke over tingene i ro. Hvad der skete, og at det ikke skulle spolere venskabet. Mens hun lavede røgelse fik der lov til at gå lidt tid, og komme ro på. Veninden fik lejlighed til at se at Line gerne ville gøre noget for at få harmonien genoprettet. Det lyder som rigtig gode forudsætninger for at slutte fred igen. Flot.

Line Hedegaard blander røgelse

Et godt ritual, hvor det at håndtere planterne indgår som noget synligt, og som anledning til at få ro på. Jeg tror på at det virker, også uden at finde noget der er så snævert at der kan sættes målinger og tal på.

For det handler mere om en positiv tilgang til livet. At det er vigtigere at have det godt sammen, end at kunne "få ram" på hinanden. Det er vigtigt at tro. Tro på sig selv, og på det gode. Nogle små ritualer kan være nyttige her. Og det kan da ikke skade også at søge det dejlige i naturen, og finde en harmoni her.

Det må da gerne kaldes hekseri, også selv om dette begreb har et image-problem. For mig lyder det mere som klogskab.

Line Hedegaard grounded


2 comments:

Topsi sagde ...

Hej
Jeg har lige fundet din blog her - og det her blogindlæg. Som tilfældigvis handler om mig. Jeg er glad for det du har skrevet. Faktisk er jeg glad for at du har skrevet det overhovedet. Og glad for, at du har taget dig tid til så velskrevet et indlæg.
Mange tak.

Mange hilsner

Line Maj Hedegaard / Topsi
www.toesepigen.blogspot.com

tosommerfugle sagde ...

Hekseriet inspirerede mig til en udlægning i forhold til min egen måde at se verden på, hvor jeg især godt kan lide det med at undgå at sætte sin måde at være menneske på ind i faste doktriner og forskrifter...

Og det var det jeg søgte at genkende hos dig :-)

Logo sommerfugl