Logo sommerfugl

onsdag den 23. oktober 2013

L:Ron:Harald - Tåren på min kind

L:Ron:Harald / Lars Jensen

hvis du kender mig kender du til tåren på min kind
tatoveret et symbol der aldrig svinder ind
hvis ikke at du ved hvorfor jeg lod mig mærke
så lad mig nu fortælle dig om følelser så stærke

du har hørt mine sange om livet på den lukked'
et sind så sygt og ensomt et hoved der var dukked'
så megen afmagt angst uvished og smerter
hjemstedet for os med syge sind og knuste hjerter
du har hørt mig fortælle om overgreb og svigt
om plejere og læger der lod hånt om deres pligt
om kronisk syge mennesker der stred usigeligt
om fortabte sjæle og hvordan at de har lidt
men i et kort strejf blev der en dag tændt et lys
i mørket der blev afløst af et morgengrys
håb om bedre tider for en sjæl blev sendt min vej
et pigebarn så ungt hvis skæbne ændred mig
jeg husker den dag Rikke blev indlagt på vor gang
stod forgrædt helt alene og jeg følte trang
til at beskytte vær' til nytte lagde min hånd på hendes arm
hun puttede sin hånd i min så lille blød og varm
vi satte os og talte hun græd og rystede
hendes mor var lige død jeg lyttede og trøstede
hun var kun 18 år dybt deprimeret ganske ene
ikke nogen familie vennerne lod hende alene
jeg var der for hende vandt hendes tillid vi blev venner
ja mer' end det hun kaldte mig sin storebror du kender
følelsen der opstår når en smuk sjæl rør' dit hjerte
hun rakte ud sku' bruge mig det var hvad jeg lærte
vi knyttede bånd så stærke vi var uadskillelig'
jeg elsker dig storebror ku' hun finde på at sige
det rørte mig til tårer men ellers græd hun mest
jeg holdt hende så tæt men desværre var der flest
negative energier i hendes unge sind
depressionen den rasede kun jeg blev lukket ind
jeg husker lange nætter hvor hun hvilede i min favn
hulkede så fortvivlet jeg forsøgte at gøre gavn
jeg erindrer stadig følelsen af hendes spinkle krop
i mine arme hvor hun rystede og græd uden stop
hendes tårer faldt som regndråber vædede mit tøj
jeg ku' mærke hendes kræfter ebbede ud og hun blev sløj
efter flere timers gråd hun var ikke til at stoppe
når hun sørgede så intenst de nætter vi var oppe
som en lille og forkommen fugleunge sad hun dér
klyngede sig til mig og jeg ku' ikk' la' vær'
med at knuge hende tæt stryge over hendes hår
hviske i hendes øre Rikke-mus mon ikke det går
men intet kunne trøste hende jeg blev desperat
gik til lægerne for efterhånden stod det klart
at et eller andet det var rivende galt
det stakkels lille menneske var ved at blive kvalt
i sin sorg hun fik ikke nok hjælp og jeg var bange
efter timers gråd og hjertekval i nætterne så lange
men lægerne sagde jeg sku' blande mig udenom
Rikke fik sin medicin så mon ikke at det kom
hun sku' nok få det bedre jeg blev sur og råbte op
men lægerne de fejede mig af og sagde stop
så en nat var det ekstra galt jeg anede ikk'
mine levende råd frygtede det var slået klik
for Rikke-pigen min hun var mere ulykkelig
end nogensinde før jeg vidste ikke hvad jeg sku' sige
hen mod morgen blev vi enige om at gå hvert til sit
jeg forlod hendes rum lå på sengen på mit
der gik et stykke tid og jeg må ha' døset hen
men allerede efter et par timer vågnede jeg igen
der var larm ude på gangen folk der råbte og skreg
jeg blev angst og urolig men hvad vidste jeg
fik tøj på i en fart kom til da de lagde hende ned
det var Rikke hvid i hovedet og med blodige håndled
hun var død død død det rungede i mit hoved
det eneste jeg så var hendes tomme øjne og blod
der dryppede fra hendes håndled som hun havde skåret over
men Rikke-mus du havde jo sagt jeg lægger mig og sover
hvordan ku' du dog gøre det jeg lå på knæ og skreg
for lissom du havde brug for mig så havde jeg brug for dig
aldrig mere skulle jeg mærke varmen fra din lille krop
kigge ned på dig på samme tid som du kiggede op
se i dine øjne den hengivenhed og varme
som du følte for mig når jeg holdt dig tæt i mine arme
døden havde brat og ondt slukket dit livs flamme
der brændte så klart og jeg sku' aldrig blive den samme
det rev mit hjerte ud at jeg mistede dig Rikke
jeg skal aldrig se dig mere jeg forstår det stadig ikke
tanken om du er et bedre sted det er alt der trøster
gid vi mødes igen jeg elsker dig lille søster

kender du mig kender du til tåren på min kind
tatoveret et symbol der aldrig svinder ind
nu ved du så hvorfor det var jeg lod mig mærke
for jeg har fortalt dig alt om følelser så stærke

Tekst og musik: L:Ron:Harald (Lars Jensen)



Som det fremgår af artiklen Æ gal' pornogangster - historien om en sindssyg rapper fra Als, er denne hiphop-sang baseret på oplevelser fra virkelighedens verden. Den depressive pige Rikke var den eneste Lars Jensen var rigtig tæt på under en indlæggelse, der ellers mest bestod af elektrochok og antipsykotisk medicin. Han føler at systemet svigtede både ham og veninden, uden personale der kunne tage sig af patienternes problemer. Og han tænkte på at følge Rikke i døden, men satte i stedet ord på deres historie. Og fik en tåre tatoveret på sin kind.

L:Ron:Harald / Lars Jensen


3 comments:

charlotte sagde ...

Så fint og sørgeligt. Rørende fortælling om et særligt møde, og om et psykiatrisk systems fallit, når dygtige fagfolk er helt fastlåst i kun at kunne handle i de samme to trin; diagnose + medicin. Ingen ser rigtigt mennesket, der lider.

tosommerfugle sagde ...

Trist når det ingen forskel gør om fagfolkene er dygtige eller uduelige. Når det sted hvor den bedste hjælp skulle være at finde, bliver til det sted hvor erkendelsen blev at der ingen hjælp var at finde. Når ingen så efter mennesket og dets eksistentielle vilkår.

Peter sagde ...

Hej
Synes I bliver unådigt sentimentale her! Nærer selv stor beundring for den nerve der er i Ron Haralds kunst. Man mærker straks at manden har noget på hjertet. Ok,- jeg kneb en tåre da jeg læste hans tekst. Netop derfor:-)
Til psykiatriens forsvar!?! vil jeg bare sige at det jo ligesom ligger i enhvers psykiatrimedarbejders stillingsbeskrivelse, at det sandsynligvis er mennesker i deres livs krise de skal op og møde/hjælpe hver eneste (arbejds)dag på året. Med andre ord: deres hverdag foregår midt i andre folks helvede på jord!
Så kunne man jo sige at det naturligvis kræver at De alle sammen er nogle ufatteligt dygtige sataner der kan navigere deres patienter sikkert igennem??
Tror bare det mere er et spørgsmål om den viden der pt er gældende om psykiske sygdomme. Og om systemets evne til at flytte sig.
I det perspektiv tror jeg der sker mere i tiden end der har gjort længe.
Og ligesom hverdagen hurtigt kan blive grå, og man taber sukkerskålen på gulvet, kan psyk- arbejderen tabe fokus og måske begå fejl.
Og hvis man antyder at psykofarmeca kun er skidt, tror jeg man for alvor er på vildspor!
Tror snarere det kan vise sig at blive et (nødvendigt) kapitel i psykiatriens historie, der måske vil overleve sig selv, når ny erkendelse vinder frem.
Mvh peter

Logo sommerfugl