Et gammelt ordsprog påstår jo at "overdrivelse fremmer forståelsen". Som jeg ser det er værdien af sådanne læresætninger ikke at det er "evige sandheder", men snarere at det er gode spørgsmål. Altså en opfordring til at tænke over om det virkelig forholder sig sådan. På den ene side er et vellykket ordsprog godt nok til at der vil være scenarier, hvor det er en realistisk erkendelse af hvordan vi kan forstå og håndtere virkelighedens verden. Karikatur-tegninger er udprægede eksempler på at en velvalgt overdrivelse kan fremhæve særlige træk, og på den måde fremme forståelsen for det budskab, som tegneren forsøger at formidle, karaktermord eller ej.
På den anden side er der tilsyneladende så mange politikere, og andre debattører, som tror blindt på sandhedsværdien af den gamle talemåde. I stedet for at formidle et rimeligt billede, markeres en vildt overdreven forståelse, som en måde at manipulere på. Også selv om der ikke forventes at lytteren sluger røverhistorien råt, må håbet være at et dramatisk billede alligevel gør et så stort indtryk, at det træder i stedet for at tænke selvstændigt eller dybere over sagen. Propaganda.
Et karakteristisk eksempel her er debatten omkring aktiv dødshjælp. På den ene side ynder modstandere at henvise til hvordan nazismen omtalte deres folkemord som "eutanasi", og på den måde gøre næstekærlig dødshjælp til en form for mord - hvor det må handle om hvem der skal have lov til at slå ihjel - om nogen. På den anden side taler mange tilhængere om det skræmmende ved at dø med store og uafhjælpelige smerter, således at det kan kaldes for nødværge at gøre en ende på lidelserne.
Begge dele er langt fra virkeligheden, hvor spørgsmålet mere er om det nødvendigvis skal være forbudt at hjælpe den som velovervejet siger "nu er det nok". Stille og roligt, uden den store dramatik. Den misforståede overdrivelse ligger netop i at fremmale det som noget dramatisk.
Overdrivelse hæmmer forståelsen.
Nyere opslag
Opslag
3 comments:
Jeg hælder nok til begge dele og en tredje tanke - nogen gange fremmer overdrivelse faktisk forståelsen, andre gange hæmmer den og en gang imellem kan underdrivelse være en måde at formidle et budskab som ellers ville fremstå som for absurd eller utroværdigt. Min opfattelse er at det kommer an på budskab, målgruppe og en hel del andet småt og godt.. I dit eksempel er budskabet jo fra start af gået helt tabt for såvel tilhængere og modstandere. I hvert fald hvis jeg er målgruppen. :-) Fordi det for mig handler om min egen ret, som individ, at vælge hvordan jeg vil leve mit liv (herunder hvordan jeg vil afslutte det)og at det derfor burde være en selvfølge at mine nære og kære havde ret til at støtte og hjælpe mig i mine ønsker/behov om hvorledes jeg bedst lever mit liv. Alt andet er for mig at stække min frihed, min vilje, mig som menneske. Og jeg ville for øvrigt hade at et enkelt individuelt ønske fra min side blev gjort til genstand for drama og diskussioner som andre mennesker anså sig have ret til at udtale sig om og dermed undlade at respektere mig som menneske - at andre tillader sig at gøre sig til herre over mit liv (og min død) og tillader sig at vide bedre end jeg om hvad der er bedst for mig synes jeg er afskyeligt. Ligesom jeg finder det tilsvarende afskyeligt hvis jeg satte mig til doms over andre individer og deres individuelle ønsker om at leve videre for enhver pris, i enhver tilstand - og insisterede på at de skulle dø - mod deres vilje.
Aktiv dødshjælp er netop at se som en frihedsrettighed, hvor hovedpersonen er mennesket selv, i stedet for at det afgørende skal være hvilken hånd der gør hvad hvornår.
Selvmord er jo ikke forbudt, men er for svært at gøre på en pæn måde, for nogen hvor helbredet giver en god grund til at sige stop.
På en måde minder det mig om sex. Så længe begge parter er i stand til fornuftigt og frivilligt at forholde sig til det, er det ikke op til andre at blande sig i om de dyrker sex eller ej, og på hvilken måde. Selv om ikke alle har indset dette, er det dog ved at være almindeligt accepteret blandt nogenlunde fornuftigt tænkende mennesker - som en naturlig frihedsrettighed.
Tilsvarende med behovet for at dø, hvor der ikke er basis for at tænke på det som et overgreb, når det utvivlsomt er et velgennemtænkt ønske.
Hvad overdrivelser angår, kan jeg tilføje at jeg nok mest ser det som fremmende for forståelsen når det er et simpelt og klart budskab. Underdrivelse er her blot en overdrivelse med negativt fortegn.
Men når sagen er mere kompleks og sammensat plages forståelsen af idelige forsøg på at simplificere den til "essensen", hvor der udvælges en delelement som det centrale. Tilsvarende naivitet som dem der insisterer på at reducere andre menneskelige forhold til simple formler og regler.
Heriblandt gamle ordsprog, som er ganske ubrugelige hvis de ses som en dækkende regel. Kun ved at anerkende den som spørgsmål til eftertanke kan deres egentlige værdi få lov til at inspirere til tanker.
Frie tanker.
Retten til at dø som en "rettighed" er dog et lidt problematisk koncept. Sagen er jo at der findes så mange sager omkring selvmord hvor det ville være en yderligtgående liberalisme at insistere på at hvis nogen beslutter sig for at ville dø, så skal det bare være sådan. Og derefter drukner debatten i fnidder omkring hvordan en sådan særlig rettighed skal afgrænses.
Når jeg sammenligner med sex, er det også fordi det ville være barokt at insistere på at mennesker altså har ret til sex, og at nogen må sørge for at denne rettighed kan indfries. Pointen er at se det som en frihedsrettighed, hvor det ville være indlysende urimeligt at ville fratage andre rettigheden til at disponere over deres egen krop, når der ikke er grund til at betvivle deres evne til at tage vare på sig selv.
En tangent her er forresten også til debatten omkring prostitution hvor ganske mange insisterer på at ville regulere om mennesker må supplere kropslig omgang med betaling. Det er jo indlysende at der er sager hvor nogen er blevet tvunget til ufrivillig prostitution, men der er ingen rimelig basis for at se det som givet at det altid er skadeligt og en masse andet grimt....
Problemet er jo så blot, som også ved dødshjælp, at det er så let at komme i tanker om situationer hvor det er noget mere kompliceret end blot at sige at mennesker må bestemme over egen krop. Her er linierne renere omkring abort, med mindre vi taler om meget sene aborter, eller besudler debatten med religiøse dogmer.
Så det centrale, både ved abort, sex og dødshjælp må være at mennesket har friheden, med mindre der er konkrete grunde til ikke at se dem som i stand til at tage vare på egne interesser. Så problemet er sådan set ikke at aktiv dødshjælp er forbudt (det er det forresten også i Schweiz), men at det lige præcis her er forbudt at hjælpe med noget lovligt.
Så underdrivelse kan ligeså vel som overdrivelse både fremme og hæmme forståelsen. Måske er det derfor at humor og vittigheder meget ofte baserer sig på begge dele....
Send en kommentar