Logo sommerfugl

tirsdag den 14. april 2015

Carl Bagger: Når kommer våren vel?

H. A. Brendekilde: Foraar - Et ungt par i en robåd på Odense å (1896)


  Når kommer våren vel?

Når den sortblå svale kommer
og bebuder nære sommer,
når den kvidrende ta'r myggen,
der vil tumle sig i skyggen,
da kommer våren, da kommer våren!

  Når kommer svalen da?

Når den lille frø i kæret
strækker halsen op i vejret
og med tungen slår på trommen:
"Nu er tykke frømand kommen!"
da kommer svalen, da kommer svalen!

  Når kommer frøen da?

Når den lange stork er kommen
for at putte frø'r i vommen
og står med de røde hoser
fiskende i brune moser,
da kommer frøen, da kommer frøen!

  Når kommer storken da?

Når først sneppen hid er fløjet
og står over isen bøjet,
borende sig der et bæger,
hvoraf den med vand sig kvæger,
da kommer storken, da kommer storken!

  Når kommer sneppen da?

Når først kommer blot de dage,
at i Odense på tage
stæren bygger højt sin rede,
hvor godtfolk ham plads berede,
da kommer sneppen, da kommer sneppen!

  Når kommer stæren da?

Det kan du jo nok begribe,
først der komme må en vibe!
Først når viben som en blinker
til armeen "Fremad!" vinker,
da kommer stæren, da kommer stæren!

  Når kommer viben da?

Når først efter vintertide
vintergæk af sneen hvide
rejser sig med sine blade
og gør alle hjerter glade,
da kommer viben, da kommer viben!

  Når kommer gækken da?

Når Gud Fader det behager,
vinker han den frem af ager.
Først når hans befaling falder,
først når han på blomsten kalder,
da kommer gækken, da kommer gækken!

Tekst: Carl Bagger, 1845
Musik: J. C. Gebauer, ~1850


0 comments:

Logo sommerfugl