skip to main |
skip to sidebar
Prolog om tavshed
Er det fejhed eller dumhed?
Denne hjælpeløse stumhed.
Hvorfor lukkes alle sanser,
når man nævner ordet cancer?
Jeg kan huske alle faser,
da min mor fik metastaser.
Hils din mor, og hvordan går det?
Så er stemmen pludselig borte,
og der sidder man med røret.
Tom Konkylielyd i øret.
Først når sproget bliver så vigtigt
tier alle så forsigtigt.
Den er ond – den tavse pause,
hvorfor bliver I dog så tavse?
Lad for Guds skyld vær' og svare:
"Sådan er det altså bare!"
Der er ikke mer' og sige.
Åh, som stilhed dog kan skrige.
Efter kemoterapien:
Samme tavshed og fortien.
Selv ens allerbedste venner
er som folk, man ikke kender.
Ingen kommer på visitter
mon de tror, min smerte smitter?
Stumheden gør mig forlegen
både deres og min egen.
Tavse tider langsomt skrider
mens hun sejt og ordløst lider.
Og den stumhed varer ved,
da hun endelig får fred.
Alle håber tiden går.
Den som læger alle sår.
Og så støder der en sjover til
"Åh, jeg troede du var over det!"
Det er bar' så svært at svare,
på hvor længe sorg må vare.
Har vi ikke lært at tale?
Hvorfor gør vi så det gale?
Skønt vi ved, hvad ord kan rumme,
bliver vi lukkede og stumme.
Hvorfor siger vi ikke spor,
Når vi trænger mest til ord.
Hvorfor savner vi ressourcer.
Kan vi lære det på kurser?
Er I raske. Er I sunde?
Har I det så nogenlunde?
Så sig ord med jeres munde,
Ord, der dulmer vores smerter,
ord, der viser, at I er der.
Det er svært at tage afsked.
Men det sværeste er tavshed.
Derfor hvisk i vores øre.
Derfor tal – mens vi kan høre.
Og jeg beder: La’ vær og luk dig.
Og vælg ikke første Flugtvej
Spørg dig selv – hvorfor du flygter.
Det er TAVSHEDEN, jeg frygter.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Hej Johnnie
Faldt over din blog for en 3 timers tid siden, og har i den tid været helt i ekstase over det flotte, velformulerede sprog og de ekstremt spændende emner - faktisk så følte jeg, at det var min pligt at lade dig vide, hvor hjælpsommelig denne blog er i form af en lille kommentar - det fortjener du!
Jeg er selv en 20 årig studerende i en forholdsvis slem eksistentialistisk krise, men føler at det hele går lidt nemmere, når jeg scroller ned over bloggen her. Tusinder af tak skal du have for de interessante input og aspekter du deler ud af. Du er en vis mand.
Mange hilsner Lasse
Det eksistentialistiske er jo netop meget i fokus i hvad der kommer på bloggen her, både med andres ord og egne, og især også når det gælder grænsen for eksistensen, frivilligt eller ej.
Godt hvis du kan bruge noget, og hvis det måske kan gøre en forskel. Det er jo emner af betydning, uden tabuer eller noget der er "for svært".
Velkommen til Lasse, og mange tak for de pæne ord. Rart at vide at det værdsættes. Håber du kommer fremad med din eksistentielle krise, hvad den så end handler om...
Send en kommentar