Ketty og Thorkild Hjøllund levede et godt liv i Grindsted, med en kærlighed gennem 40 år, gode jobs og venner, tre børn og snart det første barnebarn. De talte tit om hvor heldige de var med at have fået sådan et dejligt liv.
Desværre blev Thorkild i 2010 uhelbredeligt syg af nervesygdommen ALS. En frygtelig sygdom med fremadskridende lammelser, der gør den ramte mere og mere hjælpeløs. Når musklerne til åndedrættet rammes. kan en respirator bruges til at søge at trække en rest af liv ud i så lang tid som muligt. Thorkild var blandt dem hvor sygdommen udviklede sig hurtigt, og med store smerter.
Morfin hjalp ikke nok, men et stykke tid fik Thorkild lindring med Marinol, et stof som svarer til et af de aktive stoffer i hash. Da dette heller ikke længere var nok, blev det efter moralske skrupler til at forsøge sig med "rigtig" hash i joints. En stor succes, hvor to sug kunne holde smerterne nede i fire timer. Desværre er kvaliteten ustabil på det sorte marked i Christiania, det havde været meget bedre med en legal adgang.
På trods af alt hvad der kunne gøres udviklede sygdommen sig til at Thorkild kom frem til hellere at ville dø, og efter indledende forfærdelse indså Ketty efterhånden at ønsket om at leve den sidste tid med værdighed passede med ønsket om at dø, før alt i familiens liv kom til at handle om sygdom og symptomer. Planen var at sige stop med et rationelt selvmord når grænsen blev nået. Men det gik sådan at armene blev lammet, og dermed også denne mulighed for selv at bestemme. Som Ketty sagde til TV2:
"Det er så forfærdeligt at se det der stolte menneske langsomt krakelere. Han gik helt i panik, da han hen over julen totalt mistede førligheden i armene - han kunne ikke løfte så meget som en tændstik. Og han gik i et sort hul, da han fandt ud af, at han ikke var herre i eget hus mere. Der var der, jeg kunne vise min allerstørste kærlighedserklæring til Thorkild, fordi det var på det tidspunkt i vores 40-årige samliv, at han havde mest brug for mig".
Lægerne kunne eller ville ikke hjælpe. Livet er "helligt", lige meget hvordan det udarter. Ketty besluttede sig for at hun ville påtage sig et par år i fængslet for at hjælpe sin mand ud af hvad der ikke længere var et værdigt liv. Som en sidste stor kærlighedserklæring ville hun give sin mand døden.
Den 18. maj 2014 blev det til at Thorkild ikke ønskede at leve længere, trods den gode hjælp som han fik fra det palliative team. Han sagde farvel til sine børn og brødre, og en smuk morgen sagde Thorkild til sin kone "Det er en god dag at dø på". Ketty fortæller at han døde fordi han besluttede sig for det, "lukkede ned for sit liv", uden at nogen ved hvordan.
"Han gjorde det sådan, fordi han vidste, jeg ikke kunne leve med "skylden" for at have hjulpet ham herfra. Min stolte, retskafne mand gav mig den sidste store kærlighedsgave: Friheden for at være skyld i hans død. Derfor skylder jeg også ham at kæmpe for, at andre uhelbredeligt syge får muligheden for at vælge aktiv dødshjælp. Hjælpen skal gives af team af professionelle behandlere, der ved, hvordan man gør det smertefrit, og det skal kun gives til uhelbredeligt syge, der selv beder om hjælpen. Døden skal gives som en sidste kærlighedserklæring".
Ketty planlægger at holde foredrag om aktiv dødshjælp og smertelindring. Hun var modstander indtil hun så hvor stort behovet kan være. Foreløbig har hun givet et interview til Familie Journal og TV2, hvorfra ovenstående er sammendraget. Læs gerne den fulde historie:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar