Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere?

So I let the wind by zeldis

En udbredt "leveregel" lyder jo noget i retning af:

Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere!

Som så mange andre talemåder med klang af ordsprog er det en påstand om virkeligheden, på en meget firkantet og unuanceret måde. Så den kan nærmest ikke være udtryk for en dybere sandhed. På den anden side tror jeg at mange føler sig truffet af denne regel, der derved får sin opmuntrende klang.

Der må være mange som har været ude for noget alvorligt i livet, som bagefter føler sig stærkere af deres "store oplevelse". Det være sig en større sorg, svær sygdom, invaliditet, personligt eller økonomisk sammenbrud, eller mange andre tunge livsomstændigheder. Efter at fundet en ny balance i livet, kommer de frem til at selve kampen har givet dem nogle nye styrker, og måske en dybere følelse af mening med livet. De kan blive mindre tilbøjelige til at lade sig gå på af småting, og finde større ro og balance i det liv de nu finder sig til rette i. Måske stille lidt mindre krav, og derigennem opnå en større livsglæde.

Set fra denne vinkel kan talemåden blive en bekræftelse, og måske også en form for trøst. Livet går videre, og så er det godt at finde en positiv vinkel på det tunge minde. Gøre det til noget "godt", som de ikke ville være foruden. Det ville jo være at fornægte de gode sider af sig selv, som blev styrket. Ikke at ønske at ville være hvad jeg er nu, ville være en form for selvmord, i overført betydning.

Venom and Tears by thefreshdoodle

På den anden side må der også være mange mennesker som overlever efter hvad der ikke slog dem ihjel, men må søge at leve med at de slet ikke blev stærkere, tværtimod. Store skader kan reducere mulighederne så meget at livet kommer til at handle om blot at kæmpe mod følgerne. En dyb sorg kan blive til et traume, en slags PTSD, uden overskud til blot at få det "godt" igen.

Her kan levereglen blive til et sårende angreb. Et spark til den der ligger ned. Livet handler jo ikke blot om at overleve, men skulle gerne være noget ønskværdigt.

Afhængig af de konkrete problemer, og de realistiske muligheder for at få et godt liv igen, har jeg fuld forståelse for at nogle foretrækker at dø. Mest ønsker sig aktiv dødshjælp, måske for egen hånd. Selvmord.

Så er det trist hvis det var fordi de ikke fik afprøvet realistiske muligheder for at få den hjælp som de måske mere havde brug for.

Men når de ikke blev stærkere, foretrak de at lade det slå sig ihjel. Det kan såmænd også være ganske realistisk, i nogle få tilfælde.

Se også:

En permanent løsning på et midlertidigt problem?

Man skal ikke græde over spildt mælk, der ikke rådner

Livet er et spil, døden er målet, selvmord er snyd?

Kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet