Logo sommerfugl

mandag den 13. oktober 2014

Frants Henningsen: En helt fra 1864

Frants Henningsen: En helt fra 64
En helt fra 64, af Frants Henningsen (1901)

Et udpræget nationalromatisk maleri er denne tragiske hyldest til en dansk krigshelt fra nederlaget i 1864. Frants Hennigsen malede i 1901 en enlig soldat i kamp med en gruppe fjender, en af disse soldater er nedlagt. Selv har den modige soldat tabt hjelmen, og snart slaget. Mens han gør klar til kamp mod rytterne med sabel, hvoraf en er i galop, sniger en fjende mere sig udenom til højre i billedet. Med en pistol klar til skud kan den tyske soldat sikkert snart overrumple den ensomme tapre landsoldat.

Min fortolkning må være at se det som et klart symbol på det danske nederlag i den anden Slesvigske krig, hvor en afgørende svaghed for de danske soldater netop var mangelen på moderne skydevåben. Repeter-geværer med hurtige skud havde reelt gjort den gamle krigskunst med rytteri og sabler til en fortidig anakronisme. Måske ville de have kaldt de effektive skydevåben for en fej måde at kæmpe på, men sådan "analyse" hjælper jo ikke den som taber kampen. Taber krigen.

Maleriet kan, også dengang, siges at hænge fast i fortidens idealer om "ædle soldater" i en kamp, hvor det ikke var nemt at nedlægge en dygtig soldat. En enkelt pistol er langt fra et billede på hvordan kampen om Slesvig blev tabt. Mange steder i Europa fortsatte soldater dog med at hænge fast i fortiden, indtil den første verdenskrig, med endnu mere effektive våben til nedslagtning af soldater.

Udsnit fra Frants Henningsen: En helt fra 64

Inspirationen til motivet er en bestilling fra brygger J.C. Jacobsen, hvor billedet viser Niels Kjeldsen, "dragon Ullerup", i kamp med en preussisk patrulje ved Blaakjær Skov nord for Kolding. Med sabel har han nedlagt en af de preussiske husarer, da han bliver dræbt med skud i et nedrigt baghold. Episoden fra den 28. februar 1864 fik næsten mytens karakter, og ved hans mindesten dvælede man i ærbødighed mange årtier efter.

Det var dog samtidig en kontroversiel myte, hvor der rejstes alvorlig tvivl om fremstillingens realisme. Måske blev han i stedet skudt under flugt, men det passede jo ikke til de nationalistiske kredses ønske om hvad historien skulle være.



0 comments:

Logo sommerfugl