tag:blogger.com,1999:blog-1866818296378958656.post4794257726403758910..comments2024-03-28T17:02:07.819+01:00Comments on En sommerfugls selvmord: Veluddannede psykisk syge hurtigst til selvmordtosommerfuglehttp://www.blogger.com/profile/11816600997619303512noreply@blogger.comBlogger6125tag:blogger.com,1999:blog-1866818296378958656.post-57906508421196624282009-11-15T03:50:32.318+01:002009-11-15T03:50:32.318+01:00De "succesfuldes" øgede selvmordsrate er...De "succesfuldes" øgede selvmordsrate er den vinkel som jeg prøver at skelne i.<br /><br />Og dér handler min forestilling om et menneske hvor livet kørte på skinner, de materielle succesmål var i hus, men som ikke prioriterede at tage fat i at forstå sin psyke. Det var der ikke plads til i kalenderen, og behovet erkendtes ikke. Når selvbilledet brød sammen med kaos i psyken, forstod han eller hun intet.<br /><br />Dette er selvfølgelig et lidt karikeret billede, men jeg tror såmænd at det ofte holder et godt stykke af vejen.<br /><br />Reaktionen bliver et krav om at "eksperten" kan levere svar og retning. Besvare det brændende "hvad gør jeg".<br /><br />Her er vi jo helt enige om at det primært bør handle om at finde og fremme patientens egne ressourcer - netop i stedet for at overhøre og umyndiggøre.<br /><br />Og hvis spørgsmålet "hvad gør jeg" ikke føles besvaret på en måde der peger på en synlig vej fremad, bliver den eksistentielle krise så meget desto dybere.<br /><br />For nu igen at overforenkle lidt - en som lige fra ungdommen har været vant til at livet var en kamp, er måske snarere påklædt til at være ekspert i egne problemer; sidde med svar på hvad der skal til. Og derved blive frustreret over ikke at blive hørt.tosommerfuglehttps://www.blogger.com/profile/11816600997619303512noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-1866818296378958656.post-81742640323647781562009-11-14T09:07:09.871+01:002009-11-14T09:07:09.871+01:00Hm, ikke helt enig. De fleste ved jo godt selv, hv...Hm, ikke helt enig. De fleste ved jo godt selv, hvad de har brug for, er selv eksperter i deres problemer, og i hvordan de kunne løses. Men det er netop det, psykiatrien vælger at overhøre, og gøre det til en mangel på selverkendelse - eller til "manglende sygdomsindsigt".<br /><br />At man selv er ekspert i hvad der skal til udelukker ikke, at man tager en andens hjælp imod. Men hjælpen skal være respekterende. Ikke et "Jeg/vi ved bedst, hvad der er godt for dig", men et "Hvad vil du have, jeg/vi skal gøre for dig?". På den måde frasiger man sig heller ikke ansvar for eget liv. At tage dette ansvar betyder jo ikke, at man bogstaveligt skal klare alt alene, i ensomhed. At be' andre om hjælp, er jo også at tage ansvar. Det nytter bare ikke, hvis man så som følge bliver fuldstændigt jordet og umyndiggjort.Marianhttps://www.blogger.com/profile/16273435151682585281noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-1866818296378958656.post-70442323133421009222009-11-13T17:44:40.883+01:002009-11-13T17:44:40.883+01:00Selvhelbredelse bliver netop ofte set som en modst...Selvhelbredelse bliver netop ofte set som en modstand i forhold til psykiatrien, Anja. Et oprør, mangel på "selverkendelse". Noget der ikke lader sig indarbejde i et "ekspertens" behandlings regime.<br /><br />God pointe med at handlekraften kan blive til at føre sig selv ud <b>af</b> livet, når der ikke ses andre muligheder for at være problemløser i eget liv.<br /><br />Men netop forventningen om handling som vej til en forud fastholdt forventning om målet, kan måske blive til et stort problem i sig selv, når det er selve eksistensen der skrider. Når selvbilledet er blevet til en facade ude af kontakt med det indre, det uforståede, det uforløste, det "mørke".tosommerfuglehttps://www.blogger.com/profile/11816600997619303512noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-1866818296378958656.post-9244987068240006972009-11-13T17:23:44.656+01:002009-11-13T17:23:44.656+01:00At have ansvar for sig selv, er netop noget helt c...At have ansvar for sig selv, er netop noget helt centralt her, Marian. Jeg er helt enig i at der skulle sættes fokus på dette når mennesker med alvorlige psykiske problemer søger hjælp.<br /><br />Jeg vil dog tvivle på at det at tage fuldt ansvar for sit eget liv, skulle være et kendetegn for de "succesfulde" - når det handler om noget der ikke forstås. De er snarere vant til at "uddelegere" til en "ekspert", hvor de så kan stille krav om god vejledning. At kunne føle sig i kompetente hænder.<br /><br />Hvis de som patienter følte sig mødt i deres problemer, tror jeg godt at de kunne acceptere at lade psykiatrien tage over en periode. Altså svarende til at brække ryggen, og underkaste sig behandling og genoptræning. Her er det jo normalt tydeligt at de professionelle ved hvad der skal til.<br /><br />Kontrasten til hvad mange fortæller om deres erfaringer med psykiatrien er jo udpræget.<br /><br />Sammehængen med tvang ville være meget interessant at få belyst, ja. Jeg håber at der kommer mere frem om Esben Agerboes forskning. Foreløbig har medierne grebet fat i den mest "overskriftsegnede" vinkel, i stedet for at formidle dybere. Som sædvanligt.tosommerfuglehttps://www.blogger.com/profile/11816600997619303512noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-1866818296378958656.post-34224769571401412832009-11-13T08:59:11.780+01:002009-11-13T08:59:11.780+01:00Simpelthen. Der gives for lidt anerkendelse på den...Simpelthen. Der gives for lidt anerkendelse på den enkeltes mulighed for selvhelbredelse. <br /><br />At der så kan være en konsekvens, en dybere margen, ved netop at være vant til at være problemløser på områder i sit eget liv, hvor man har fået anerkendelse herpå, og så pludselig blive mødt med den opfattelse at 'det ved du jo intet om', kan selvfølgelig godt have sin rigtighed.<br /><br />Men man kan jo også forestille sig, at hvis man netop er vant til at føre ting ud I livet, ja så har man også lettere ved at få gennemført, arrangeret, at føre sig selv ud AF livet...Anjahttp://blaksmark.comnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-1866818296378958656.post-34861397523932864922009-11-13T00:21:13.980+01:002009-11-13T00:21:13.980+01:00At krav ikke bliver mødt - med ret meget andet end...At krav ikke bliver mødt - med ret meget andet end sygeliggørelse, de også - er måske nok en grund. En anden, tror jeg, er, at man som et menneske, der har været vant til at tage ansvar, træffe (vigtige) beslutninger, osv. nok har noget mere svært ved at underordne sig psykiatriens vi alene vide-optræden, afgive stort set alt ansvar, og overlade samtlige beslutninger angående ens eget liv til fremmede, uden selv at have nogen videre indflydelse. Det er vist noget nemmere for mennesker, der er vant til at blive styret af andre.<br /><br />Specielt utåleligt bliver det jo så, når man ser sig konfronteret med budskaberne om kronisk sygdom, som man allerhøjst kan lære at leve med - resten af livet afhængig af psykiatriens hjælp.<br /><br />Det havde været interessant, også i denne sammenhæng, at se, hvor meget selvmord og tvangsindlæggelse/-behandling hænger sammen. Kunne forestille mig, at den successrige manager måske har endnu mere svært ved at takle den slags, end f.eks. en teenager uden videregående uddannelse, der ellers stadigt bor hjemme hos mor og far.<br /><br />Alt i alt er det med at tage ansvar for eget liv jo et grundlæggende menneskeligt behov (jf. Maslow), og uløseligt forbundet med behovet for at blive respekteret. <a href="http://en.wikipedia.org/wiki/Maslow's_hierarchy_of_needs" rel="nofollow">Wikipedia</a> nævner "depression" som en mulig årsag til et lavt selvværd. Jeg tænker, kausaliteten nok snarere forholder sig omvendt. Så kan man til en vis grad kompensere ved at opnå en magtposition i erhverslivet f.eks. Men det er selvfølgeligt bare en form for fortrængning, holder ofte ikke i længden. Havner man så i psykiatrien, mister man jo ikke sjældent sin kompenserende magtposition, og får derudover som oftest en "behandling", der også piller den sidste rest selvrespekt og -værd fra én. I stedet for at bygge ægte selvværd op.Marianhttps://www.blogger.com/profile/16273435151682585281noreply@blogger.com