Logo sommerfugl

mandag den 29. december 2014

Bibelen: Hellere døden end et bittert liv

Omkring emner som aktiv dødshjælp og selvmord bruges bibelen alt for ofte som entydigt argument imod at mennesker må få lov til at bestemme over deres eget liv og død. Når mennesket er personlig ejendom for Gud, må den almægtiges undersåtter affinde sig med at livet både er et gode, og en forbandet pligt. Her er det dog relevant at henvise til et afsnit med leveregler fra Siraks Bog (Ecclesiasticus), kapitel 30:
Sundhed og sygdom
v14  Hellere fattig, men rask og stærk
end rig, men ramt af sygdom.
v15  Sundhed og et godt helbred er bedre end alverdens guld,
et stærkt legeme er bedre end umådelig rigdom.
v16  Ingen rigdom er bedre end legemlig sundhed,
ingen glæde er større end glæde i hjertet.
v17  Hellere døden end et bittert liv,
hellere den evige hvile end uhelbredelig sygdom.

Helt åbenlyst lægges der stor vægt på legemlig sundhed. Den raske og stærke har noget som er mere værd end guld, stor rigdom, og livet, ja. Den evige hvile kan være et større gode end livet med uhelbredelig sygdom.

Saint Jerome by Albredt Dürer, 1521

Som dette viser, er Bibelen langt fra noget entydigt og sammenhængende værk, men tværtimod en samling spredte historiske skrifter, med basis i den mellemøstlige bronzealder og jernalder. På samme måde som der findes rigt grundlag for hadefuldhed, folkemord og ondskab, kan andre passager indeholde fornuftig menneskelig filosofi. Som her. "Jesus Siraks bog" hører i øvrigt til "visdomslitteraturen" i det gamle testamente, i slægt med den mere kendte ordsprogenes bog.

Teologisk set, i forhold til den danske folkekirke, regnes Siraks bog dog som hørende til de apokryfe skrifter, altså tekster som på grund af manglende kilde på hebraisk ikke blev inkluderet i den officielle danske bibel før 1998.

Den romersk-katolske kirke har en anden bibel, hvor Siraks bog længe var medtaget. Dette er lidt påfaldende i kraft af netop den katolske kirke er særlig fordømmende i sin argumentation om at det er en utilgivelig dødssynd med selvmord, mens mord blot er en "almindelig" synd. Tilsvarende er pavedømmet meget hård i sine dogmer når næstekærlighed udmøntes i at give nogen døden, altså aktiv dødshjælp.

Der er altså gode bibelske argumenter for at indse at næstekærlighed og barmhjertighed ikke er i modstrid med at hjælpe nogen med at opnå den evige hvile, døden, som frigørelse fra en bitter afslutning på livet.


fredag den 26. december 2014

Beachy Head jule-springer juleøl

Beachy Head jumper

På sydkysten af England ligger de op til 162 meter høje kridtklinter Beachy Head, nær Eastbourne. Ud over at være en flot turistattraktion, tiltrækker stedet også mange som vil dø ved selvmord. Det er verdens tredie mest "populære" selvmordssted, med en 2-3 udspring om måneden. Set i denne sammenhænge virkede det ret malplaceret (eller værre) at et lokalt bryggeri opkaldt efter klinten lancerede en juleøl, ved navn "Christmas Jumper", altså jule-springer.

>Keith Lane with Beachy Head Christmas Jumper dark ale bottle

Blandt de mange som følte sig stødt over denne navngivning er Keith Lane (på billedet), som selv mistede sin kone ved klinten for 10 år siden. Han har også reddet mange andre fra selvmord, ved at gå på patruljer i højderne. Så han har det ganske særligt tæt på, og undrer sig over hvordan nogen kunne finde på at lave et så hensynsløst provokerende navn. Selvfølgelig insisterede bryggeriet på at navnet ikke var i nogen ond mening, og egentlig navngivet efter en "jumper" i betydningen julemandens uld-trøje. Det virker dog lidt søgt, set i lyset af at der ingen trøje er på etiketten.

Beachy Head Christmas Jumper, bottle conditioned dark ale

Selv om der ikke var hensigt over at såre nogen, ændrer det ikke på at det var en meget klodset og ufølsom måde til at navngive en juleøl. På den anden side kan det siges at folk med dyb personlig berøring i forhold til selvmord, ikke skal have en sær-rettighed mod ting som kan vække smertelige minder. Også ved andre former for dødsfald vil der altid være ting, som for de pårørende, er lejlighed til at minder, følelser og tårer presser sig på.

Sådan er livet.



Logo sommerfugl