Logo sommerfugl

lørdag den 30. marts 2013

Adam Oehlenschläger: Oldingen ved Werthers Grav

'The Sorrows Of Young Werther' by stawil

Oldingen ved Werthers Grav

Aftenrøden
Farver din Grav!
De gamle Linde
Omhvælve den.
Violerne
Bølge i dens høie Græs!

Du slumrer
Den roligste Slummer!
Dødens!

Skyggerne voxe.
Aftenrøden svinder.
Kun et blegguult Skier
Tegner hvor den svandt.
Skoven sortner.

Hist kommer en Flok
Karle og Piger
fra Marken.
De standse deres Sang,
Og Pigerne
Pege hid til Graven,
Med skielvende Hænder,
Og gaae en Omvei,
Af Frygt for Selvmorderen,
Som spøger i Skoven.

Werther!
De frygte dig,
Som hviler saa roligt
Mellem Blomsterne.


Dig gav Skiebnen et Hierte
Som følte
Natur og Gud!
Det gav den faae.
Dig gav Skiebnen det Held
At finde et Hierte
Som følte med dit.
Det gav den færre.

Du var lykkelig!
Thi du nød
Kierligheds Fryd.
Men jordiske Sammenstød
Hindrede Eders Siele
I at forene sig
Uforstyrret,
I Guddoms-Harmonie
Her!
Da kastede du din Jorddragt
I Graven,
Og ventede hende
Hisset!
Og fandt hende.
Nu frydes I!

Alderens Snee
Dækker min Isse.
Mit Hierte døer
Langsomt;
Min Vaar svandt hen
Unydt;
Thi jeg fandt ingen paa min Vei
Som følte med mig.
Jeg nød ikke
Kierligheds Fryd.
Mig venter ingen
Hisset,
Jeg forlader ingen
Her.

Naar mit Hierte er brustent
Og Menneskesværmen
Trænger sig forbi min Marmorkiste
I Capellet,
Vil de sige:
Han var lykkelig.
Ak hvo var lykkeligst!
Du eller jeg?

Adam Gottlob Oehlenschläger

Med stærk inspiration fra Johann Wolfgang von Goethe, og den tyske romantik, skrev den unge digter Adam Oehlenschläger i 1803 digtet Oldingen ved Werthers Grav. Det er en pistache, og et "svar" til den kendte bog Den unge Werthers lidelser, der handler om hovedpersonens stormende romantiske kærlighed. Da den var forgæves afsluttede Werther sit unge liv med et selvmord.

Adam Gottlob Oehlenschläger lader sin jeg-person være en gammel mand, som ser tilbage på sit kærlighedsløse og følelsesfattige liv. Med misundelse står han ved den unge Werthers grav, og længes efter det som han ikke opnåede i sit eget lange liv. Den flammende romantiske kærlighed. Det afsluttende spørgsmål om hvem der var lykkeligst er nærmest retorisk.


De unges angst for selvmorderens spøgelse er ikke blot digterisk dramatik, men baseret på at udbredelsen af "Den unge Werthers lidelser" skabte en myte om en selvmordsbølge gennem Europa. Pludselig skulle alle selvmord blandt unge gøres til en reaktion på en så frygtelig og farlig bog, også selv om der ingen dokumentation er for de angiveligt mange selvmord.

Ikke desto mindre bruges betegnelsen Werther-effekten om risikoen for at selvmord kan ske med "inspiration" fra selvmord i medier eller kunst. Igen er det hovedsagelig en myte. Tallene peger dog på at "kendte selvmord" kan give inspiration omkring metoden, men ingen tegn på at det er noget som medfører flere selvmord end ellsers.


fredag den 29. marts 2013

Michael Ancher: Ved bedstemoderens sygeseng

'Ved bedstemoderens sygeseng' af Michael Ancher (1879)

Skagensmaleren Michael Ancher var født og opvokset på Bornholm. Han var blandt de første kunstnere i det der udviklede sig til en kunstnerkoloni i Skagen, et samlingsted for mange kunstnere som senere blev kendte. Den barske natur (efter danske forhold), og fiskerbefolkningen blev afsøgt for det "oprindelige" og særprægede, så Michael Ancher ærgrede sig over at måtte dele "sine" motiver. Han stak af til Bornhom, hvor han i år 1879 malede et genrebillede med karakteristiske bornholmere.

Billedet viser en pige ved bedstemoderens sygeseng. Ved første øjekast er det et pænt og pynteligt billede, af en hyggestund i familien. Pigen har sit pæne tøj på, og læser op af en bog. Flotte blomster på bordet, samt krus og en flaske med vin eller andet. Bedstemor er med foldede hænder lagt til rette i den lune alkove, godt støttet af puder bag ryggen. En bog mere på bordet, og en bunke bag ryggen på pigen. Gamle bedstemor får al den omsorg som hun kan bruge, og god tid sammen med sit barnebarn.

Samtidig rummer billedet en mere alvorlig historie. Dengang var det naturligt og forventeligt at når en gammel kvinde blev syg, kunne det ikke forventes at hun ville overleve længe. Med dårligt helbred og alderdommens svækkelse var der kun kort vej til den lungebetændelse der var en hyppig dødsårsag dengang. Set efter nutidens forhold ser hun måske ikke ud til at være i en høj alderdom, men i 1800-tallet var levetiden kortere.

Det var ikke til at være helt sikker, men hun måtte regne med at ligge på sit dødsleje. Det ved hun, og det ved pigen. Selvfølgelig er der blevet snakket om døden, det var og er jo et grundlæggene livsvilkår. Pigen lærer om livets alvor, og bøgerne var måske også udvalgt som noget hun kunne lære noget af. På bordet står en rund æske, måske et smykkeskrin. Bedstemor giver sit barnebarn hvad hun kan, mens tid er.

Udsnit fra 'Ved bedstemoderens sygeseng' af Michael Ancher

En påfaldende detalje er pigens højre hånd, der holder på bogen. Den ligner slet ikke en ung piges hånd, men snarere noget med hårdt arbejde og måske en høj alder. Michael Ancher var en dygtig og omhyggelig maler, så det må være helt bevidst at han valgte at bryde billedets ellers naturalistiske stil med et symbolistisk træk, og give stof til analyse.

Hånden kan måske fortolkes som udtryk for at pigen jo er på samme vej, og også skal dø engang. En anden tolkning kunne være at se det som hendes bedstefars hånd. Han er allerede død, men er alligevel med ved dødslejet, parret har jo haft mange år sammen. Livet går videre gennem de efterfølgende generationer.


onsdag den 27. marts 2013

Martin Bigum: Døden tager barnet tager døden

Martin Bigum: Døden tager barnet / barnet tager døden
Døden tager barnet / barnet tager døden
Martin Bigum, 2001
Frank Cohen Collection, Manchester

Kunstneren Martin Bigum skabte i 2001 dette maleri, der illustrerer hvordan livet er cyklisk. Han havde et par år forinden lavet illustrationer til det kendte H.C. Andersen eventyr "Historien om en moder", der handler om hvordan døden tager et lille barn fra sin sørgende moder, og hvordan hun vil gøre næsten alt for at få sit barn tilbage til livet. Hertil passer scenen til venstre i billedets baggrund. Døden som en uhyggelig sortklædt skikkelse, der har taget det lille hjælpeløse barn.

Men barnet tager sagerne i egen hånd. Vælter døden, og slæber ham væk med livet stærke hænder. Døden er ikke den uovervindelige mørke magt, og indersiden af kappen er lys. Uden større analyse tolker jeg også den fælles røde farve som udtryk for hvordan livet og døden er to sider af samme sag. De er hinandens forudsætninger. Dø skal vi jo alle, og bidrager dermed til at næste generation er livets redskab til at være stærkere end døden.


tirsdag den 26. marts 2013

Low: The Invisible Way - Just Make It Stop

Low: The Invisible Way - album cover

If I could just make it stop
I could tell the whole world
To get out of the way
If I could just make it stop

If I could just make it stop
Breaking my heart
Get out of the way
If I could just make it stop

You see, I'm close to the edge
I'm at the end of my rope
The rope is starting to fray
I'm trying to keep my hold
You say I'm something I'm not
But I'm not what I seem
Get my back off the wall

Modlys billede af reb med løkke

If I could just make it stop

If I could just make it stop
I could tell the whole world
To get out of the way
If I could just make it stop

If I could just make it stop
Breaking my heart
Get out of the way
If I could just make it stop

If I could just make it stop

Low - The Invisible Way

Now I'm looking up from a ten-foot hole
Seeing nothing but blue sky shining on my soul
As I enter the court, and untwist the knot
We could get where we're going

If I could just make it stop

If I could just make it stop
I could tell the whole world
To get out of the way
If I could just make it stop

If I could just make it stop
Breaking my heart
Get out of the way
If I could just make it stop

If I could just make it stop

Low - The Invisible Way - Just Make It Stop
Alan Sparhawk / Mimi Parker



søndag den 24. marts 2013

Hvordan man dræber et menneske

Michael Portillo in 'How to kill a human being' (BBC Horizon documentary)

En tidligere konservativ britisk politiker, Michael Portillo, var i 2008 hovedperson i en BBC dokumentarfilm, om at finde en sikker og human metode for at slå mennesker ihjel. Årsagen til hans efterforskning var debatten omkring henrettelser, og muligheden for at disse kan blive en forfærdelig måde at dø på. På seriøs vis gennemgår han en række aktuelle henrettelsesmetoder, og viser hvordan disse nemt kan blive en grusom måde at dø på. Hans krav til en god metode er at den hverken må være voldsom for den som skal dø, tilskuere eller bøddel. Det må heller ikke være noget som kræver fagkundskab eller samarbejdsvilje, så derfor kan de humane metoder fra aktiv dødshjælp ikke bruges.

Pig electrocution from 'How to kill a human being' with Michael Portillo

Nogle af scenerne egner sig ikke for svage nerver, når han f.eks. viser hvordan den elektriske stol kan udvikle sig til grusom tortur. Hvordan der simpelthen ikke er nogen udregning, der kan sikre at en hængning sker med den "ideelle" kraft. Han er selv med i et eksperiment som viser at gaskammer kun kan give en nogenlunde hurtig død hvis offeret er samarbejdsvilligt, og sørger for at ånde på den "rigtige" måde. Altså kun teoretisk.

Michael Portillo deltager også i andre forsøg, deriblandt et som han vurderer som "den perfekte måde at slå ihjel på", med kvælstof (nitrogen). Filmen lægger på ingen måde op til at vise hvordan et selvmord kan udføres, fordi han ikke kommer ind på de mange detaljer der skal gøres præcist rigtigt, eller hvordan udstyret egentlig er opbygget.

Som afslutning præsenterer han sin udvalgte humane metode for en varm amerikansk tilhænger af dødsstraf. Metoden blev kasseret fordi den er human, hvor ønsket var at henrettelse i stedet skulle ske på en smertefuld måde. Ham som udviklede metoden med dødelig indsprøjtning, som kan fungere hvis personale med faglig dygtighed styrer de tre injektioner på den rigtige måde, blev konfronteret med virkeligheden. Han var ligeglad med om de dødsdømte fik en "smule lidelser", men bandede dog over at metoden fik et dårligt ry fordi den blev udført af "idioter" - altså fængselspersonale uden uddannelse.

Michael Portillo with his alter ego to be hanged

Det er påfaldende at se hvordan bannerførere for dødsstraf udviser en primitiv bibelsk tankegang om "øje for øje, tand for tand", hvor straffen helst skal være mindst ligeså grusom som den handling der førte til dødsstraffen. Og der er jo ingen tvivl om at mange mord sker på en grusom måde, så offerets sidste stump af livet var ganske forfærdlig.

Selv om Michael Portillo selv er principiel tilhænger af dødsstraf, kan det sites at filmen udstiller hvor problematisk konceptet er. Skal det være en straf, eller skal det være en "blid" aflivning? Er der grund til at skærme bødler mod karakteren af deres handling?

Grundlæggende set kan det aldrig blive humant at dræbe nogen mod deres vilje. Men er det mindre humant end langtidsfængsling under kummerlige vilkår? Skal syge mennesker på dødslejet behandles værre end forbrydere?




lørdag den 23. marts 2013

Chokolade-bomber


Den amerikanske kunstner Stephen J Shanabrook arbejder i usædvanlige materialer. Her en portrætskulptur i naturlig størrelse, støbt i mørk chokolade. På mere end én måde er det en lidt stor mundfuld, for det er en præcis afbildning af en selvmordsbomber på 18 år. Skulpturen er skabt efter et besøg på lighuset. Det nederste af kroppen er sprængt væk, og de indre organer ligger og flyder. Værsgo' og spis.


on the road to heaven
the highway to hell
remnants of the suicide bomber
cast in dark chocolate


Logo sommerfugl