Logo sommerfugl

mandag den 31. januar 2011

Livstestamenter er en narresut

Behovet for legal adgang til at kunne få opfyldt ønsker om aktiv dødshjælp bliver ofte negligeret med henvisning til at ordningen med livstestamenter er et tilstrækkeligt alternativ.

The Sick Valentine Godé-Darel by Ferdinand Hodler, 1915

Livstestamentet giver dig mulighed for, på forhånd, at frabede dig såkaldt livsforlængende behandling, men kun i situationer hvor du aldrig mere ville kunne blive bevidst om din tilstand. Altså hvis du er uafvendeligt døende, eller "ligger som en grønsag". Med andre ord - hvis lægerne allerede har givet op, behøver de ikke lade som om de herser videre med "et varmt lig", hvor sindet allerede er fraværende. Livstestamentet gælder ikke hvis der er håb om at kunne opnå kontakt med patienten igen, og høre hendes eller hans klagen.

The Dying Valentine Godé-Darel by Ferdinand Hodler, 1915

At kalde dette for et "alternativ" til aktiv dødshjælp er dybt misforstået af to årsager.

For det første handler behovene for aktiv dødshjælp om at et menneske selv ønsker at kunne sige stop når og hvis en sygdom reducerer livet til en ubærlig kamp for at "overleve", en kamp som føles meningsløs og nyttesløs, ud fra menneskets personlige målestok og grænser.

For det andet er nyttesløs aggressiv behandling af døende mennesker alligevel uetisk i forhold til god lægepraksis. Når lægerne vurderer at fortsatte forsøg på helbredelse ikke længere gavner patienten, er det ganske rutinemæssigt at omlægge behandlingen til lindring af smerter og andre symptomer ved den igangværende dødsproces.

I øvrigt er det en udbredt misforståelse at livstestamentet har noget at gøre med at frabede sig forsøg på "genoplivning" ved hjertestop. Denne behandling, der meget ofte giver dramatisk dårligere livskvalitet bagefter, vil blive påtvunget mennesker med livstestamente, med mindre de direkte er døende og allerede var inkompetente før hjertestoppet.

Derfor er det en narresut at foregive at livstestamentet har betydning for behandlingen, og det er da også ret usædvanligt at lægerne i det hele taget undersøger om der er et livstestamente. Der er jo ingen grund til at spilde tiden på noget så betydningsløst.

The Dying Valentine Godé-Darel by Ferdinand Hodler, 1915

På trods af min konstatering af livstestamentets fiktive værdi, mener jeg dog ikke at indførelsen af ordningen med livstestamente har været uden værdi. Igen to årsager:

For det første gav debatten omkring livstestamentes indførelse et indspark til lægernes etiske overvejelser omkring behandling af døende, i kraft af at det i det hele taget er påkrævet at forholde sig til om en behandling er nyttesløs. Det har bidraget til at fastholde fokus på lægeløftets krav om altid at handle til gavn for patienten, og altså ikke leve i en positivistisk tankegang om at det afgørende altid er behandling og at udsætte døden. Et langtrukkent højteknologisk dødsleje kan være til stor gene og skade for både patienten og pårørende, også selv om det måske kan trække pinen ud.

For det andet forbedrer eksistensen af livstestamentet løbende chancen for at det enkelte menneske i god tid tænker sig om, og afklarer sig med tanken om at der kommer et punkt hvor døden bliver til noget nærværende og venligt. Døden bliver ikke ligefrem til det ønskværdigste, men livet kan blive en værre skæbne end døden. Denne nødvendige afklaring kan kræve tid og ro, og at få snakket med familie og venner om det.

Livstestamentet kan altså bidrage til at give ro, på samme måde som babyens narresut. Og det misbruges for at få nogen til at holde kæft.

Sjov narresut, 'Mute Button'

Men... Hvis diskussionen om vilkårene for at livets afslutning kan ske med en afsked i afklaret værdighed, så vidt som nu muligt, mangler der igen og igen muligheden for at kunne bede om at få lov til at dø før det udarter til at livet blot handler om biologisk eksistens. Aktiv dødshjælp.

Denne mulighed ville for alvor åbne for en dialog omkring hvad ønskerne til livets sidste stunder skal være. En dialog som i meget høj grad kan gavne dem som ikke ønsker selv at sige "nu er det nok".

The Dying Valentine Godé-Darel by Ferdinand Hodler, 1915

Malerierne i dette indlæg er af den schweiziske maler Ferdinand Hodler, der for næsten 100 år siden malede sin kræftsyge kæreste Valentine Godé-Darel mange gange, også efter sydommen hærgede hendes liv, indtil hun døde fra deres lille datter.

The Dead Valentine Godé-Darel by Ferdinand Hodler, 1915


onsdag den 26. januar 2011

"How to Die in Oregon" - Amerikansk dødshjælp dokumentarfilm

En ny dokumentarfilm, How to Die in Oregon, beretter om hvordan aktiv dødshjælp kan fungere i praksis. Den amerikanske delstat har haft legal adgang til en form for aktiv dødshjælp siden 1997. Mere præcist kan det kaldes for at få hjælp til at dø, på en velorganiseret måde, i stedet for at livet blot bliver værre og værre til sidst.


Patienter som har under et halvt år tilbage, og har et vedholdende og gennemtænkt ønske om at måtte beslutte om og hvornår deres grænse for livskvalitet er nået, kan få recept på en dødelig dosis medicin. Det er altså op til dem selv at sige "nu er det nok", og derfor kan de være trygge ved ikke at blive fastlåst i en uudholdelig dødsproces. Det gør det nemmere at tage én dag ad gangen, og en stor del dør da også af sygdommen, uden at de fik brug for "nødudgangen".

Peter D. Richardson -- 'I love Oregon'
Nu deltager filmmageren Peter D. Richardson med dokumentarfilmen "How to Die in Oregon" i Sundance Film Festival 2011. Filmen åbner med en scene hvor en terminal kræftpatient tager sin dødelige dosis Seconal (en gammel type sovemedicin), og dør for rullende kamera. Selv om det måske lyder paradoksalt, er det en livsbekræftende film, der kikker på flere sider af det følelsesladede emne. Den skildrer flere terminale patienter i deres overvejelser om hvornår de skal sige stop, eller om de ikke selv vil træffe et valg.

Scene fra 'How to die in Oregon'

Dø skal vi jo alle, spørgsmålet bliver blot "hvordan", og at træffe sine egne eksistentielle valg for hvordan den sidste fase af livet skal leves. Der er såmænd ingen grund til at være bange for døden som sådan, men der er risiko for at den sidste tid kan frarøve den døende sin oplevelse af værdighed og mening med livet.

Cody Curtis, cancer-patient der dør i filmen 'How to die in Oregon'
Der er behov for at turde se døden i øjnene. Alt for mange fortrænger dette, og der har da også været ganske mange som har nægtet at se filmen, eller er flygtet undervejs. Ved premieren var der gråd i salen, mens de fulgte Cody Curtis, på hendes følelsesladede rutchebanetur gennem 10 måneder med svære smerter, og forgæves behandling af kræften. Da store doser morfin ikke længere dæmpede smerterne, måtte hun indse at hun ikke kunne nå sit mål om at få julen 2009 med, også selv om hun tidligere havde udsat sin dødsdato.

Jeg håber at mange ser filmen, og får et mere realistisk billede end de helt urealistiske læge TV-serier, som vildleder mennesker til at tro at lægerne "kan det hele", og at mere behandling altid er bedre.

Cody Curtis på hospitalet


Logo sommerfugl