Logo sommerfugl

søndag den 30. november 2008

Blomsterdøden på Sri Lanka

Sri Lanka, 1980. To teenagepiger spiste frø fra gul oleander (thevetia peruviana, i familie med nerie), en udbredt tropisk prydplante. Den er meget giftig og pigerne døde. Sagen vakte stor medieopmærksomhed, og planten kom i fokus som en selvmordsmetode. De følgende tre år ver der hhv. 23, 46 og 126 tilfælde.

Gul oleander

Siden da er tallet steget år for år, hen over øen. Selvmordsforsøgene er alt for ofte på grund af relativt små kriser, som en teenagepiges uenighed med mor. Uigennemtænkte selvmord i trods, en slags "hævn".

Planten er reelt ikke nogen god metode til selvmord. Forgiftningen er meget ubehagelig, og "kun" ca 10% dør. Det aktive stof (thevetin) virker på samme måde som hjertemedicinen digitalis (digoxin), der kan berolige ved hjerteflimmer. Ét frø fra gul oleander svarer til ca. 100 piller, en dosis der kan sætte hjertet i stå.

En engelsk læge, specialist i tropemedicin Michael Eddleston, besluttede sig til at forsøge om et antistof mod digoxin også ville hjælpe mod thevetin. Resultatet var positivt, midlet kunne normalisere hjerterytmen, og derved hindre patienten i at dø. Men det er ikke blevet en standard-behandling på Sri Lanka, da medikamentet er meget dyrt. En årsag til dette er at det i vesten primært bruges hvis en læge er kommet til at give for meget digoxin. Med fare for at hjertepatienten dør, og en retssag mod lægen, betyder prisen ikke så meget.

Gul oleander frugt
Men på Sri Lanka er der ikke råd til at behandle fattige med kostbar medicin. Det kan også siges at pengene kunne gøre mere gavn på anden måde, i et land hvor desperat fattigdom er en af de væsentlige årsager til selvmord. En endnu mere udbredt selvmordsmetode er pesticider, der igen er nemt tilgængelige. I det hele taget har Sri Lanka en af de allerhøjeste selvmordsrater i verden. Gul oleander bruges i omkring 1/4 af selvmordene, med ca. 2000 forgiftningsdødsfald om året. Sundhedssystemet kan ikke følge med.

På Sri Lanka er det nemt at få fat på frøene fra gul oleander. Planten er udbredt i vejgrøfter, hegn, haver og hække. Den er ligeså udbredt i mange andre tropiske lande, men det er kun på Sri Lanka den er blevet en almindelig selvmordsmetode. Dér er den blevet et kulturelt mønster, et selvmordsmeme. Lidt sammenligneligt med forhastede vestlige selvmordsforsøg med Panodil.

Forslag om udbredt rydning af de mange gul oleander er ikke blevet til noget.

Gul oleander



fredag den 28. november 2008

Dorothy Parker: Résumé

Kat selvmord metoder

Razors pain you;
Rivers are damp;
Acids stain you;
And drugs cause cramp.
Guns aren't lawful;
Nooses give;
Gas smells awful;
You might as well live.

Dorothy Parker

Dorothy Parker overlevede selv mindst 4 selvmordsforsøg, mange problemer og et stigende alkoholforbrug, før hun som 73-årig døde af et hjerteanfald. Hun formulerede mange skarpe tekster, uden at holde sig selv udenfor, deriblandt ovenstående digt.

I like to have a martini,
Two at the very most.
After three I’m under the table,
after four I’m under my host.


tirsdag den 25. november 2008

Aktiv dødshjælp til Sigmund Freud

TIME cover, Is Freud Dead?
Grundlæggeren af psykoanalysen, Sigmund Freud, har jo gennem sine tanker præget mere end blot psykologien og psykiatrien. Personligt må jeg nu sige at nogle af hans teorier og forestillinger inspirerer mig til en tanke om at han selv kunne have trængt til en del psykoterapi (ikke freudiansk terapi).

Det er også tankevækkende at han efter et mislykket fremstød for kokain som medicinsk vidundermiddel selv fortsatte som kokainbruger, også efter mange rapporter om afhængighed fra hele verden. På den anden side er kokain næsten det samme som Ritalin (Methylphenidate), der især bruges ved den psykiatriske diagnose ADHD.

En ting som jeg et par gange har undret mig lidt over er hvad der fortælles om hvordan Sigmund Freud døde. Om det var kræft eller selvmord.

Som 67-årig fik han i 1923 mundhulekræft, og var frem til sin død i 1939 igennem omkring 33 mindre og større operationer. Kæbeknogler blev opereret væk, og han havde et puslespil af protesestumper for at have en nogenlunde fungerende mund. Gennem alle årene fortsatte han med at ryge omkring 20 cigarer om dagen, en vane som sandsynligvis var årsagen til kræften.


Til sidst havde Sigmund Freud blivende sår, så hans hund flygtede fra lugten, og han måtte sove bag myggenet for at holde fluerne væk. Det lyder ikke rart. Penicillinen var endnu ikke opfundet. Og han var hård på den måde at han nægtede at tage stærkere smertestillende midler end aspirin, undtagen ved operationerne. Han ville ikke døve sin hjerne, mens han fortsatte med at arbejde for fuld kraft. Som jøde var han flygtet til London.

Før kræften blev dominerende skiftede Freud i 1928 læge, til Max Schur, der også blev en god ven. Han bad roligt og fast "lov mig én ting, lad mig ikke lide unødigt når tiden er inde". Det gav de hinanden hånd på.

Den 21. september 1939. Freud havde lige læst en bog, i ét stræk. "Kære Schur, De husker vel vores første samtale. Dengang lovede De mig ikke at lade mig i stikken, når det kom så vidt. Nu er der kun lidelser, og det har intet formål". Da Schur bekræftede at han ikke havde glemt sit løfte, åndede Freud lettet op, og trykkede lægens hånd fast. "Jeg takker Dem ... fortæl Anna om dette".

Max Schur
Da smerterne blev værre igen, gav Max Schur sin patient 20 milligram morfin. Freuds smerter svandt, og han faldt i en fredelig søvn. Smerterne og lidelserne var væk fra hans ansigt. Lægen gentog sin dosis 12 timer senere, og den svage Freud gled ind i en coma og vågnede aldrig igen. Han døde den 23. september 1939 klokken 3 om morgenen.

En dosis på 20 millegram er 1/3 over den normale maximumsdosis for morfin, men en dosis som kunne være relevant for en patient som var tilvænnet morfin. Freud var jo ikke i behandling med morfin, og derfor var 20 mg en meget kraftig dosis til en sygdomssvækket gammel mand. En solid overdosis.

En mindre dosis kunne have holdt Freud i en morfinrus mens kræften nedbrød ham helt. Hvorfor dog det? Der er ingen tvivl om at lægen sørgede for at afpasse dosis så han var sikker på at Sigmund Freud døde uden et langt dødsleje. Og måske også at undgå anklage for mord, som en voldsomt stor overdosis kunne have medført. Beretningen blev dog først offentliggjort efter at Max Schur selv var død.

Freud kæmpede til hans grænse var nået, og var ikke sart. Han havde en pålidelig ven og læge, der også kunne hjælpe ham når det var døden der var behovet. Fra læge til læge.

Hvad dødsårsagen angår ... tjah. Det var kræften som sled ham op. Han valgte selv tid for sin død, det kan måske kaldes selvmord. Gav lægen hjælp til selvmord, aktiv dødshjælp (eutanasi), eller passende smertebehandling? Som jeg har læst fakta, gav lægen en betydeligt større dosis end smerterne krævede. God læge.

What's on a man's mind - Sigmund Freud


mandag den 24. november 2008

Jack Kevorkian hjalp Janet Adkins med at dø

Jack Kevorkian
I 1990 valgte den 54-årige musiker, bjergbestiger og lærer Janet Adkins fra Portland at afslutte sit liv. Selvmord med hjælp fra lægen Jack Kevorkian. Hun trykkede selv på den knap, som aktiverede et apparat (thanatron), som i et drop gav hende først saltvand, derefter det hurtigtvirkende bedøvende middel thiopental (et barbiturat), og til sidst kaliumklorid for at stoppe hjertet. 5 minutter. Hendes sidste ord var i taknemmelighed til Jack. Begravelsen blev gennemført efter den nøje planlægning som hun havde kæmpet med at gennemføre.

Fysisk var Janet i fin form, havde samme uge slået en af sine sønner i tennis. Men hun havde Alzheimers sygdom, og kunne allerede 3 år tidligere mærke hvordan hendes mentale evner var begyndt at visne væk. Bid for bid. Da hun fik diagnosen begyndte hun at overveje sin død, hvor længe hun ville holde fast. Det blev til et år. Behandlingsforsøg i mellemtiden havde ingen forskel gjort.

Da hun nogle uger før sin død aftalte begravelsen med sin præst, Alan G. Deale, synes han at hun så godt ud. Men hun fortalte om hvordan hun ikke kunne huske musikken og noderne. Hun kunne mærke hvordan nedturen var godt i gang, og de livsvilkår ønskede hun ikke. De skiltes med et stort knus.

Jack Kevorkian med en Thanatron

Rent praktisk blev hendes kontrollerede selvmord gennemført bagi et folkevognsrugbrød. Jack Kevorkian kunne ikke finde et motel som ville udleje værelse til formålet, så han indrettede bilen. De var rejst til en delstat, Michigan, der ikke havde nogen lov mod at hjælpe med forberedelse af selvmord, og var omhyggelige med at det var hendes handling. Via mange samtaler hen over nogle uger sikrede Jack sig at Janet var klar over hvad hun gjorde, og fast i sin beslutning. Han snakkede også med hendes familie og læge. Da hun var død tilkaldte han politiet.

Jack var helt klar over at sagen ville vække opmærksomhed, og forsøg på at få ham dømt. Som fremtrædende fortaler for aktiv dødshjælp (eutanasi), ønskede han at vække debat, og bane vej for lovliggørelse. Det blev den første af over 130 gange hvor Jack Kevorkian hjalp mennesker som havde behov for at dø. Og en serie af retssager hvor han blev frifundet, indtil 1998 hvor han offentliggjorde en video med sin aktive dødshjælp til en ALS-patient som intet kunne selv. Så blev han dømt for mord.

Under den voldsomme offentlige debat hæftede mange sig ved at Janet Adkins ikke var døende. Hun var kropsligt sund, og kunne mindst have levet flere år endnu. Men det var ikke en form for liv hun ville finde sig i. Fakta er at hun kunne allerede mærke de store huller i et sind som sygdommen raspede væk. Hun ville have en værdig død, uden at vente på at hendes liv blev til elendighed.

Politi og anklagemyndighed tyggede på sagen i nogle uger, men kunne ikke finde nogen paragraf som var overtrådt. De beslaglagde maskinen, men det var ikke noget problem for Jack Kevorkian at bygge en ny thanatron, et "Storm-P apparat".

Janet Adkins havde et vedholdende og rationelt ønske om at dø. Og hun fik en næstekærlig hjælp.

TIME: Doctor Death - Jack Kevorkian

TIME:
New York Times:

Logo sommerfugl